Nyhed

Norah Jones' guitarist tilbyder intim dansk koncert

Adam Levy søger midler til finanseringen af sin soloplade, og en af mulighederne er en koncert hjemme i stuen

Den amerikanske guitarist Adam Levy medvirkede på de tre første Norah Jones-plader og bidrog også med sangen "In The Morning" til pladen "Feels Like Home". Men sideløbende har han også en solokarriere, og det er i forbindelse med udgivelsen af albummet "The Heart Collector", at han nu beder om hjælp fra fans og andre interesserede.

Levy har som mange andre kunstnere sat en webside op, hvor man kan donere penge og til gengæld modtage det kommende album med mere afhængigt af, hvor mange penge man sender. Levy går dog ikke helt så ekstremt til værks som eksempelvis Gang Of Four, der ville sende blod til folk, men der er nu alligevel et par sjove ting på listen.

Lægger man $250 kan man få en times guitarundervisning, enten personligt i New York eller via videochat, og lægger man $500 vil han indspille en coverversion af eget valg, filme det og inkludere en personlig hilsen, og så lægge sangen på YouTube. For samme beløb lovede Levy at skrive en personlig sang til en enkelt person og inkludere den på "The Heart Collector". Den mulighed var der dog kun en af, og den er blevet opsnappet, så der kommer altså en sang med om en fan på det kommende album.


For $1000 vil Adam Levy møde op i din dagligstue og spille en intimkoncert, hvilket dog er en mulighed, som er reserveret for amerikanere. Eller det vil sige, er man bosiddende i Danmark kan man få Levy til at give koncert i perioden 18.-23. september. Her befinder Levy sig nemlig i landet for at undervise på nogle af de danske musikkonservatorier, hvilket åbner døren for en dansk intimkoncert.

Så kunne man tænke sig at samle omkring 6000 kroner ind til en unik oplevelse, og samtidig hjælpe Adam Levy med at få finanseret sit kommende album, så er dette da i hvert en sjov mulighed for at få en interessant oplevelse.

Læs mere om projektet hos Kickstarter.com.


ANNONCE