x

Disturbed, Papa Roach, Buckcherry og Halestorm til Danmark

Disturbed, Papa Roach, Buckcherry og Halestorm til Danmark

Den 20. november står den på hårde toner i KB Hallen, når Rockstar Taste of Chaos Tour lander i hovedstaden. Rockstar Taste of Chaos Tour startede som en nordamerikansk turné i 2005, og har siden udviklet sig til den eneste globale rock-festival-turné.

Siden starten har turnéen ramt over 23 lande og millioner af fans, herunder USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Australien, Japan, New Zealand, Mexico og nu kommer den så på sit sjette år til Danmark med Disturbed, Papa Roach, Buckcherry og Halestorm på plakaten.

Både Disturbed og Papa Roach udgiver desuden nyt den 30. i denne måned, hvor henholdsvis Asylum og Time for Annihilation vil være at finde i landets pladebutikker.

Seneste Disturbed-udspil, Indestructable, fik i øvrigt fire stjerner med på vejen af GAFFAs Keld Rud, der havde følgende at sige om albummet:

"Disturbed lyder umiskendeligt meget som Disturbed. De har skruet bissen en smule på, tilføjet guitarsoloer til arsenalet af våben og taget sig selv i kravetøjet og skrevet 12 bundsolide sange, der alle er enormt iørefaldende. […] Indestructible er ikke en kunstnerisk åbenbaring, men ikke desto mindre et ekstremt underholdende metalalbum."

Billetsalget til Rockstar Taste of Chaos Tour starter mandag den 16. august klokken 10.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA