Nyhed

De 12 nominerede til Nordic Music Prize er fundet

Efterklang og Frisk Frugt skal repræsentere Danmark i opløbet om det bedste nordiske album

Som vi tidligere har omtalt, bliver den prestigefyldte Nordic Music Prize uddelt for første gang i februar på By:Larm-festivalen i Oslo. Med prisen følger 20.000 Euro.
 
Efter en længere udvælgelsesproces blandt kritikere og branchefolk er de 12 nordiske album, der skal dyste om Nordic Music Prize, nu endelig fundet.
 
De to albums, der skal repræsentere Danmark i finalen, er Efterklang og deres anmelderroste og forholdsvis velsælgende "Magic Chairs" samt Frisk Frugts ligeledes lovpriste, men ikke ligefrem storsælgende album "Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite". Et album, der mikser en lang række genrer, blandt andet pop, rock, støjrock og verdensmusik, tilsat dansksprogede tekster og et til tider naivistisk, børnesangslignende udtryk.
 
Om nomineringen til prisen siger Rasmus Stolberg fra Efterklang: "Vi synes, det er et dejligt initiativ og er naturligvis glade og stolte over at være blevet nomineret. Listen over de nominerede taler sit eget sprog. Der udgives virkelig meget god musik i Norden, og det giver mening med en fælles prisuddeling. Personligt håber jeg at Frisk Frugt vinder. Det ville være fuldt fortjent, og forhåbentlig ville mange af vores nordiske naboer så få øjnene op for dette fantastiske projekt. Jeg har læst at deres ambition er at lave noget der kan få samme betydning som Mercury Prize, og hvis det lykkedes så kan alle os i den nordiske musikverden vist bare bukke og sige pænt tak."
 
Anders Meldgaard (billedet), der er hjernen bag det knap så kendte projekt Frisk Frugt, siger: "Jeg er glad for at Frisk Frugt er blevet iblandt de 12 nominerede til Nordic Music Prize. Hvis jeg vinder prisen vil jeg bruge alle pengene på at rejse ud i verden og samle eventyr til at skabe ny musik".
 
Den danske juryformand Ralf Christensen, der blandt andet skriver for dagbladet Information, fortæller om udvælgelsesprocessen og de danske kandidater:

"Det har på alle måder været en forrygende proces at arbejde sig frem mod den endelige udvælgelse af de 12 nominerede til den første Nordic Music Prize. Variationen, idérigdommen, selvsikkerheden og massen af personligheder i nordisk musik er ganske enkelt enestående i disse år, og verden bør følge endnu bedre med, end den allerede har gjort de seneste år.
Ikke mindst fra Danmark, hvorfra vi kunne præsentere vores nordiske kolleger for tindrende electronica, avantgarde kammerrock, intim melankoli, balkaniseret dans og indie-salmer et sted mellem Grundtvig og Dante."
 
De 12 nordiske nominerede albums er:
 
·      Dungen: Skit i allt (S)
·      Paleface Helsinki: – Shangri-La (FI)
·      Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite (DK)
·      Susanne Sundfør: The Brothel (N)
·      Robyn: Body Talk (S)
·      Jónsi: Go (ISL)
·      Efterklang: Magic Chairs (DK)
·      Serena Maneesh: S-M 2: Abyss in B Minor (N)
·      The Radio Dept.: Clinging to a Scheme (S)
·      Ólöf Arnalds: Innundir Skinni (ISL)
·      Kvelertak: Kvelertak (N)
·      First Aid Kit: The Big Black & The Blue (S)

Vinderen af Nordic Music Prize og de 20.000 Euro bliver som nævnt offentliggjort under by:Larm i Oslo den 18. februar 2011.

Vinderen bliver udvalgt af en international, primært ikke-nordisk jury bestående af følgende personer:


Rob Young (forfatter af bogen "Electric Eden". Tidligere redaktør for The Wire, skribent for Uncut og The Wire)
Andres Lokko (skandinavisk indflydelsesrig musikskribent. Baseret i London og skriver for Svenska Dagbladet)
Laurence Bell (ejer af Domino Records)
Jeannette Lee (tidligere medlem af P.I.L./ejer af Rough Trade Records med Geoff Travis, manager for Duffy).
Victoria Segal (skribent for Mojo og Q)
Matthew Schnipper (skribent for The Fader)
Mike Pickering (tidligere Factory Records ansat, A&R på Columbia Records, UK)

ANNONCE