Nyhed

Mordet på Notorious B.I.G. efterforskes stadig

Pensioneret leder af efterforskningen udtaler: "Jeg tror, at jeg var ved at komme for tæt på sandheden."

Til trods for, at ingen endnu er blevet kendt skyldig i mordet på Christopher Wallace (bedre kendt som Notorious B.I.G.) i 1997 er efterforskningen stadig i gang. Ifølge CNN bekræfter to kilder tæt på efterforskningen, at lokale og føderale politistyrker for to måneder siden begyndte at genoptage efterforskningen, efter der var dukket nye beviser op i sagen.

Biggie & Tupac

"Biggie", som nåede at blive 24 år gammel, blev dræbt d. 9. marts 1997, da rapperen netop havde forladt en branchefest i Los Angeles. Gerningsmanden stoppede sin Chevy Impala ved siden af rapperens bil og affyrede skud imod passagersædet, hvor han sad.


Seks måneder før dette blev rapperen Tupac Shakur ligeledes skudt ned i Las Vegas i en lignende mordsag, der heller aldrig blev opklaret. Tupac blev skudt, mens han sad på passagersædet i en bil, som blev kørt af Suge Knight, der dengang var direktør for Tupacs pladeselskab Deathrow Records.

De to skudepisoder er ofte blevet knyttet sammen, på grund af deres lignende karakter. Mange mener at disse to mord var en del af et større kontrovers mellem vestkyst-selskabet Death Row Records og østkyst-selskabet Bad Boy Records.

Mistænkte betjente


Den pensionerede politibetjent fra Los Angeles politi Russell Poole var en af de personer, som arbejdede på sagen om mordet på Notorious B.I.G. I et interview for CNN fortæller Poole, at han tror, at det var direktøren for Death Row (Suge Knight), der stod bag mordet på B.I.G., selvom han på det tidspunkt sad i fængsel. Poole udtaler, at han gik på tidlig pension, bl.a fordi han blev opfordret til at droppe mordsagen, som involverede mistanker til betjente, som var tilknyttet Death Row Records. Poole udtaler til CNN:

"Jeg tror, at jeg var ved at komme for tæt på sandheden. Jeg tror, de var bange for, at sandheden var skandaløs."

Poole udtaler, at en af de betjente, han mener er involveret i sagen hedder David Mack. Mack ejede en bil mage til den, som var involveret i skudepisoden. Derudover mener Poole at en ven af Mack ligner politiets fantomtegning af morderen. Mack selv blev idømt fængselsstraf for bankrøveri det samme år, som Biggie blev dræbt. Mack blev løsladt igen d. 14. maj. 2010.


Poole mener, at Suge Knight var manden, der tog beslutningen, og at jobbet blev bestilt af Reggie Wright Jr., som også arbejdede for Death Row Records.

Se CNN's video om sagen her.

ANNONCE