Nyhed

Kaizers Orchestra giver gratis koncert

Nordmændene optræder i morgen sammen med De Eneste To, Lucy Love og Ignug på Nytorv i København

I sidste uge kunne man her på GAFFA.dk læse om Roskilde Festivals aktiviteter på Nytorv i København i morgen torsdag 27. januar, men dengang var festivalarrangørerne ikke klar til at løfte sløret for, hvilke bands de ville medbringe på dagen. Det ligger nu fast, og derfor vil man kunne opleve fire gratis koncerter til arrangementet, der skal skabe opmærksomhed omkring Danmarks Indsamling 2011.

Norske Kaizers Orchestra har sagt ja til at give en akustisk koncert først på eftermiddagen, der efterfølger en frokostkoncert med De Eneste To. Efter en pause på nogle timer er det så Lucy Love og Ignug, der skal skabe stemning på den københavnske plads.

Her vil man også kunne se installationer, folkekøkken og udvalgte Roskilde Festival-lejre, der samler penge ind til Danmarks Indsamling 2011 og spreder god festivalstemning. Du kan også købe din billet til Roskilde Festival 2011. Billetlugen stiller både mandskab og materiel gratis til rådighed og donerer dit billetgebyr videre til Danmarks Indsamling. Festivalen donerer desuden yderligere 150 kroner per solgt billet og alle, der køber en billet, får en særlig Roskilde Festival T-shirt.


Programmet for koncerterne som følger:

12:15 - De Eneste To
13:15 - Kaizers Orchestra
17:15 - Lucy Love
19:15 - Ignug

ANNONCE