x

Keane skuffede på Island, mens Mugison imponerede

Keane skuffede på Island, mens Mugison imponerede

Islændingen Ornelius Mugison eller bare Mugison, når han befinder sig på en scene, leverede på Iceland Airwaves sidste aften, et one man show, der udviskede en god del af den tilstand af mild skuffelse, som det ellers meget berømmede islandske musikmiljø over festivalens tre første dage havde hensat undertegnede reporter i. Mugison bibragte nemlig ud over en god portion helsebringende galskab netop det unikke twist, den originalitet, der hidtil har gjort navne som Björk og Sigur Rós til respekterede verdensnavne.

Mugison dukkede op som en trold af en æske på scenen på natklubben NASA, og kastede sig straks ud i et kakofonisk lydligt eksperimentarium, hvor han benyttede sin computer til at genere ekkoer og loops af støj eller af de fordrukne brøl og skrallende skrig, som han i bedste Tom Waits-stil pressede ud fra kroppens dybeste afkroge. Effekten heraf var overraskende virksom, men specielt Mugisons udstråling og drilsk distræte måde at føre sig frem på scenen på, løftede musikken og gav den det ekstra drive og den kant, som gør en ægte stjerne på en scene. Mugison benyttede mere eller mindre scenen som sin egen private legestue, og det magiske ved oplevelsen var, at han fuldstændig fik publikum inddraget og engageret i sine meget varierende musikalske frembringelser – det er det, man kalder showmanship.

Mugison præsenterede sit velkendte sammensurium af organiseret lydkaos, som beskrevet ovenfor, og afdæmpet alternativ rock med en god del soul og blues tilsat. Mugison inviterede bl.a. to kvindelige gæstevokalister og en fremragende guitarist på scenen, og alle bidrog de til at skabe en levende og varieret optræden med Mugison som det absolutte centrum.

Koncerten kulminerede, da Mugison til det sidste nummer ud over de gæsteoptrædende inviterede sin far, som han havde tilegnet koncerten, på scenen til fællessang af det udsøgte nummer ”Poke A Pal”. Hele salen hylede med af deres røgtunge lungers fulde kraft og hædrede herefter Mugison med en gjaldende hyldest.

Resten af aftenens koncerter kom til at lide lidt under, at skulle følge efter Mugisons eminente show. Canadiske The Stills slap dog hæderligt fra deres forsøg, og kvartetten The Shins fra New Mexico leverede faktisk en ganske fortrinlig koncert, hvor frontmanden James Russel Mercer med stor indlevelse efterviste, hvorfor Rolling Stones i 2003 havde dem på deres liste over årets bedste udgivelser.

Festivalens hovednavn, Keane, kom dog specielt til at lide under post-Mugison-syndromet. Ikke fordi bandets koncert i den store hal i Reykjaviks kunstmuseum var decideret dårlig, eller fordi de ikke kunne få publikum med sig, for det kunne de til en vis grad, men bandets live-optræden virkede simpelthen farveløs og alt for tryg til virkelig at kunne ophidse selv den mest stive islænding.

Med andre ord var Keanes fremførsel af deres efterhånden ganske velkendte sange yderst glimrende, faktisk perfekt, og heri lå selve problemet, for man kunne i grunden lige så godt have afspillet selve albummet, for der var ikke nogen synderlig forskel på numrene i studie- og i live-versionen. Selv om Keane er et fortræffeligt band med et væld af ørehængere på repertoiret, så mangler deres live-optræden overraskelser eller udsving at krydre de glimrende pop-rock-sange med. Bandet opnår derfor ikke det dér specielle nærvær eller den spænding, som gør, at man føler, at bandet er til stede i rummet ikke kun i lyd, men også i krop og sjæl, og så kan selv de bedste musikere forvandles til en mellemgod mængdevare.

Se Iceland Airwaves hjemmeside her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA