Nyhed

Musikdebat om den århusianske musikscene

Musikparlamentet spørger: Skal Århus ikke være kulturhovedstad hvert år?

Den 2. februar slår Musikparlamentet dørene op til debat nummer to i 2011, og denne gang drejer debatten sig om den århusianske musikscene. I selskab med en række århusianske aktører vil der blive kigget nærmere på de store ambitioner og potentialet på den rytmiske musikscene i Århus.

Diskussionen vil tage udgangspunkt i spørgsmål som: Er der optimale forhold for Århus' musikmiljø? Er der iværksat de fornødne initiativer til at tage Århus skridtet videre, eller er der behov for yderligere for at få Aarhus' musikliv til at blomstre – hvis det ikke allerede gør det?

Derudover vil debatten omhandle, om musikere, arrangører, spillestedsansvarlige og sågar politikere har de optimale forhold for at fordele støttekronerne retfærdigt. Dermed bliver "Kulturhovedstad 2017"-projektet blandt andet et af debatpunkterne ligesom forholdene omkring Kunstrådet i Århus Kommune, der blandt andet uddeler støttekroner til en række aktører, vil blive vendt.

Musikere og andre større arrangører på den aarhusianske musikscene vil have en stemme i debatten, som er åben for alle aktører og interesserede.


Panelet er:

Asger Christensen (musiker (All Products Made Nice m. fl.), Århus Lydstudie)

Henning Winther (Kunstrådet)


Trevor Davies (Projektleder Kulturhovedstad 2017)

Brian Nielsen (Arrangørgruppen Århus, Skandinavian, Northside Festival)

Moderator er Gunnar Madsen (ROSA)


Program:

18.30: Networking i Råbar

19.00: Koncert med Dad Rocks!


19.30: Debat om den aarhusianske musikscene

21.30-22.00: Koncert med Pil & Liv

Om bandsene:


Dad Rocks!

Snævar Albertsson er manden bag navnet Dad Rocks! Snævar Albertsson er blandt andet kendt for sit virke som frontmand i den alternative gruppe Mimas, der for nylig udgav deres andet album "Lifejackets", men han stod klar med solodebut ep'en "Digital Age" under navnet Dad Rocks! i 2010. I december 2010 indspillede Snævar Albertsson materialet til sit kommende og første fuldlængde-album, som vi ganske sikkert får lov til at snuse til under koncerten den 2. februar. Akustisk guitar og en markant vokal i samspil.

Lyt her.


Pil & Liv

Pil & Liv er et søskendepar på henholdsvis 19 og 21 år fra Århus. Duoen, væbnet med en enkelt guitar, vokalharmonier og selvskrevne sange leverer deres bud på pop/indie-folk med ubekymrede melodier og tekster fulde af ulykkelig kærlighed. De er i øjeblikket aktuelle med singlen "Relationship", der blandt andet var på P3's Systemlisten i efteråret. Den musikalske inspiration kommer fra kunstnere som Feist, Ane Brun og Angus & Julia Stone.

Lyt her.


Musikdebatten foregår onsdag den 2. februar kl. 18.30 i Råbar/Promus ved Atlas, Vester Allé 15 i Aarhus, og det er åbent for alle. Entré 30 kroner.

ANNONCE