x

Anne Linnet topper dansk kvinde-sangskriverhitliste

Anne Linnet topper dansk kvinde-sangskriverhitliste

I dag er det som bekendt Kvindernes Internationale Kampdag, og det har fået den danske sangskriverorganisation Koda til at lave en lille statistik over de mest populære danske kvindelige sangskrivere de sidste fem år. Hitlisten er baseret på fremførelser af sangskrivernes sange i såvel radio og tv som ved koncerter, i film, i reklamer, computerspil med mere – på verdensplan.

Måske ikke helt overraskende topper Anne Linnet hitlisten, men bemærkelsesværdigt er det, at en forholdsvis ung kunstner som Ida Corr er kommet helt op på andenpladsen, givetvis takket være hendes internationale hit "Let Me Think About It". Ellers er top 10-hitlisten baseret på en god blanding af yngre kunstnere som Corr, Lina Rafn, Tina Dickow, Camille Jones, Kira Skov og Aura og den lidt ældre generation med navne som Linnet, Anne Dorte Michelsen, Elisabeth Gjerulff Nielsen og Lis Sørensen.

Da en kunstner som Sanne Salomonsen kun i begrænset omfang selv har skrevet sine sange, er hun ikke kommet med på listen, hvor ligeledes Hanne Boel glimrer ved sit fravær, men i de senere år har Boel også i nogen grad kastet sig over covernumre og standards.

Hitlisten ser ud som følger, med angivelse af nogle af kunstnerens største hits i parentes.

1
Anne Linnet
(Forårsdag / Glor på vinduer / Smuk og dejlig)
2
Ida Corr
(Let Me Think About It)
3
Lina Rafn
(From Paris to Berlin / Downtown Boys)
4
Anne Dorte Michelsen
(Sig du ka' li' mig / Et lysår en stjerne / Jeg har lagt mine våben)
5
Elisabeth Gjerulff Nielsen
(Sotto voce / Jeg vil la' lyset brænde / Mandagsstævnemøde (de to sidstnævnte for Ray Dee Ohh))
6
Tina Dickow
(Nobody's man / On the Run)
7
Camille Jones
(The Creeps / Nothing Comes from Nothing)
8
Lis Sørensen
(Tæt på ækvator / Husk de kys / Verden er i farver)
9
Kira Skov
(Losing you / Turn Me On, Save Me)
10
Aura
(Song for Sophie / Something from Nothing)

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA