Nyhed

F.U.K.T udgiver nyt album

Drum’n’bass-gruppen er klar med deres andet album ”Falling”

Efter fem år med turné i både Danmark og England, en masse tid i studiet og en hel del anerkendelse for deres liveoptrædener, er F.U.K.T snart albumaktuelle med deres andet album "Falling", der udkommer i næste måned. 

1. singlen fra albummet, "Farligt", der bliver gæstet af Suspekt-rapperen Bai-D, kan for tiden høres på P3, og det nye album bliver i en pressemeddelelse beskrevet således:

"Fra at have været trygt funderet i Drum'n'bass-genren har bandet taget flere skridt mod ukendte territorier, og har især skuet mod dubsteppen for inspiration til deres plade nummer to. Bandet har udforsket flere genrer og har i den grad forstået at forny sig musikalsk. Samtidig har de holdt solidt fast i dogmet om, at trommer og bas skal være indspillet live, og har i mixet af pladen virkelig fået tydeliggjort live-feelingen". 


Da F.U.K.T udgav deres debutalbum "Play With Fire" i 2006 gav GAFFAs anmelder Thomas Borre albummet 4 stjerner og beskrev det som en "eksplosiv dansk drum'n'bass-debut".

Nu er ventetiden på et andet album ovre - "Falling" udkommer den 18. april på Tabu Records.

Hør "Farlig" her.


ANNONCE