Nyhed

Nik & Jay holder førstepladsen

Den danske duo holder førstepladsen, mens Beastie Boys må nøjes med en ottendeplads

Der er ikke de store udskiftninger i toppen af denne uges albumhitliste, hvor Nik & Jay fortsat indtager førstepladsen med albummet "Engle Eller Dæmoner". Andenpladsen er også dansk, hvor Agnes Obel bliver ved med være med i toppen imponerende 31 uger efter udgivelsen af "Philharmonics". Herefter finder man de seneste udgivelser fra Rihanna og Adele, inden Kato afslutter top fem med albummet "Discolized 2.0".

Interessen for koncerten med Roger Waters sendte i sidste uge "The Wall" ind på en 35. plads, og i denne uge rykker den helt op som nummer seks og ligger dermed højere end ugens højstplacerede nyhed, der kommer fra Beastie Boys.

Raptrioen er aktuelle med albummet "Hot Sauce Committee Part Two", der er gruppens mest omtalte og roste udgivelse siden "Hello Nasty". Albummet sender i denne uge gruppen ind i top ti, hvilket er ti pladser bedre end ugens anden nyhed. For på 18. pladsen finder man nemlig andet album fra Fleet Foxes. Gruppen er aktuelle med "Helplessness Blues", der løsriver dem en smule fra de forbilleder, hvis inspiration var tydelig på debutpladen, og de har i denne uge bevæget sig ind i top tyve.


Lige uden for top tyve finder vi på en 21. plads Sade, der netop har givet koncert i Forum, og som med "The Ultimate Collection" er sidste nyhed på ugens liste.

Se hele hitlisten hos Hitlisten.nu.

ANNONCE