Nyhed

LSD On CIA vandt Emergenza

Den københavnske rocktrio løb med sejren i den danske afdeling af den internationale musikkonkurrence

Lørdag aften dystede 14 bands i finalen af den danske afdeling af den internationale musikkonkurrence Emergenza. Det skete på Store Vega i København, og vinderbandet var den selverklærede københavnske garage/rock/thrash-trio LSD On CIA foran de to rockgrupper Underground Zoo og The Red Door.

LSD On CIA havde umiddelbart forinden vundet østfinalen i Emergenza foran 12 andre grupper. Sidste lørdag blev vinderen af vestfinalen fundet. Det skete på Train i Århus, hvor vinderbandet blev den århusianske poprock-gruppe Epic Saturday.

LSD On CIA skulle herefter dyste med Epic Saturday om, hvem der vandt den endelige danske finale, og her var det altså LSD On CIA, der løb med sejren.


LSD On CIA skal nu repræsentere Danmark til den nordiske finale af Emergenza i Stockholm 5. juni. Her vælges to ud af tre bands til den internationale finale på Taubertal Festival i Tyskland 12.-14. august.

Det var en branchejury bestående af Nicolaj Bundesen fra ArtPeople, John Fogde fra GAFFA, Jesper Ø. Jensen fra Start!Festivalen samt Lukas Pizon fra Sony Publishing i Tyskland, der afgjorde, hvilket band der kunne kalde sig vinder af Emergenza Festival Denmark 2011, og som efterfølgende skal forsvare de danske farver i den nordiske finale. Forinden havde publikumsstemmerne dog sendt syv ud af de 13 dystende bands fra østfinalen videre til dommerkomitéen.

Tidligere danske vindere inkluderer Rock Hard Power Spray, der vandt den internationale finale i 2005, hvorefter de efter blot et par uger skrev kontrakt med pladeselskabet Universal Music. Derudover har de senere års danske vindere klaret sig fint, hvor Waldo & Marsha tog en andenplads i den internationale finale i 2010, mens Tako Lako, der vandt i 2008, har spillet så mange jobs i England, at det er lykkedes dem at få en plads på programmet til den kommende Glastonbury Festival. Både Waldo & Marsha og Tako Lako kan i øvrigt opleves til Spot Festival i Århus i weekenden 27.-28. maj.


Læs mere om Emergenza

ANNONCE