Nyhed

Thomas Helmig spiller atter i Malaga

Den aarhusianske sanger giver solokoncert i den spanske by 21. november

Thomas Helmig har i mange år haft et varmt forhold til den sydspanske by Malaga, som han også boede i et års tid i midten af 00'erne, hvilket inspirerede til sangen "Malaga" fra albummet "Helmig Herfra" fra 2006. En sang, hvor han dog, som fans vil vide, sagde farvel til byen til fordel for Aarhus.

Helmig har dog stadig Malaga i hjertet, og for to år siden gav han en udsolgt koncert på en slotsruin lidt uden for Malaga by.

Nu spiller han atter i Malaga, denne gang på byens smukke teater Teatro Cervantes, som er kendt for koncerter med både Spaniens store rocknavne og internationale kunstnere som Nick Cave, Van Morrisson, Erykah Badu, Mogwai og José Gonzalez.

Koncerten finder sted 21. november og bliver afslutningen to Helmigs to måneder lange soloturné, som begynder med 12 koncerter i Glassalen i København fra og med 16. september. Her spiller Helmig næsten helt solo, kun i selskab med sin guitar og så keyboardspilleren Poul Reimann. På turnéen lover Helmig en ny vinkel på bagkataloget iblandet nye numre skrevet til turen, og nok også nogle covernumre.

Forsalget til koncerten er netop begyndt, og yderligere info kan man finde på Teatro Cervantes' hjemmeside, der både findes på spansk, engelsk og tysk.

ANNONCE