x

The Subways til Lille Vega

The Subways til Lille Vega

I 2005 udgav engelske The Subways deres debutalbum Young for Eternity med elementer af såvel folk som garagerock, og året efter kunne GAFFAs mand på amerikanske Lollapalooza Festival rapportere om en særdeles energisk åbningskoncert med bandet.

Siden fulgte albummet All or Nothing i 2008, og til september slipper gruppen så deres tredje langspiller, betitlet Money & Celebrity, ud. En lettere ironisk titel, kunne man måske fristes til at indskyde, for selvom gruppen gennem karrieren har spillet en række vel modtagne koncerter på store festivaler som Glastonbury, Reading og Leeds og efterhånden etableret et trofast publikum, har de stadig det store kommercielle gennembrud til gode.

Nuvel, i anledning af den kommende plade lægger gruppen omsider vejen forbi Danmark, idet de giver koncert på Lille Vega, Vesterbro, den 19. oktober. "It´s a Party", første single fra den kommende plade er iøvrigt allerede tilgængelig som download fra trioens hjemmeside.

Billetter til efterårets koncert, formedelst 140 kr. + gebyr, kan købes via VEGAs hjemmeside, Billetlugen.dk samt i Fonabutikker. Og så kan man eventuelt varme op med en potpourri over gruppens festivalkoncerter i 2009 her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA