Nyhed

Amy Winehouses forældre skal overveje udgivelse

Afdødes forældre afgør, hvorvidt sangerindens tredje album bliver udgivet

Amy Winehouses forældre, Mitch og Janice, skal tage beslutningen om, hvorvidt den afdøde sangerindes tredje album nogensinde vil se dagens lys, skriver metro.co.uk.

Opfølgeren til albummet Back To Black fra 2006 har været længe undervejs, og sangerinden havde arbejdet på det med mellemrum i et par år og forventet, at det skulle have været udgivet for flere måneder siden.

Ifølge The Telegraph har afdøde Winehouse så meget indspillet materiale liggende, at det er klar til at blive udgivet som hendes tredje album.


Phil Alexander, chefredaktør hos Mojo Magazine, regner med, at det tredje album vil blive udgivet før eller siden.

"Hendes død vil ændre hendes ry, og derfor vil det tredje album blive udgivet (...) Det er svært på nuværende tidspunkt at placere hende i en gudekreds af kendte, fordi sandheden er, at hendes karriere var i sin begyndelse. Netop dét er tragedien. Hun var en vidunderlig sangskriver, og det, der gør det hele trist er, at hun havde så meget mere i ærmet", har han udtalt til The Telegraph.

Sangerindens singler Back To Black og Rehab har igen gjort sig bemærket på den engelske single-hitliste på henholdsvis plads 80 og 81.


Albummet Back To Black forventes at indtage førstepladsen på den engelske album-hitliste næste weekend.

Amy Winehouse blev 27 år (14. september 1983 - 23. juli 2011).

 


 

ANNONCE