Nyhed

Metallica og Dr. Dre stopper søgsmål

Måske Napster alligevel overlever?

Den langvarige retssag som rapperen Dr. Dre og langhårsbandet Metallica har kørt mod filudvekslingsprogrammet Napster, er nu ovre. Uden at der i øvrigt er afsløret specifikke detaljer om årsagen, eller hvad parterne har fundet ud af, er der blevet indgået en mindelighedsaftale, som – tilsyneladende – alle involverede kan leve med. Indholdet af det overraskende forlig kan koges ned til følgende: Napster sikrer – og denne gang SKAL det sikres – at de respektive kunstneres musik kan beskyttes retmæssigt, og kunstnerne på deres side, lover så til gengæld at levere musikken.

”Jeg arbejder pissehårdt med min musik – det er sådan jeg tjener mit brød”, fortæller Dr. Dre i et separat statement om sagens udfald, ”Nu hvor Napster er enige i at respektere det, har jeg overhovedet ingen problemer med dem længere”.


Napster er dog stadigvæk ikke-fungerende – fordi sitets filtrerings-teknologi endnu ikke kan leve op til den eksisterende lovgivning – som forbyder uvedkommende (ikke-betalende) adgang til copyrighted materiale. Firmaet (Napster) knokler stadig med at færdiggøre en legal betalingsservice til sitet, som vil være tilgængelig senere i denne sommer.


ANNONCE