Nyhed

GAFFA bringer maratoninterview med Björk

To en halv times mailkorrespondance med den islandske sirene kan opleves på GAFFA.dk de næste tre dage

Det skal åbenbart ikke være helt let for GAFFA at få Björk i tale.

Sidst vi forsøgte, tilbage i 2007, da hun udgav albummet Volta, var udgangspunktet et interview på tomandshånd i Reykjavik. Det blev først flyttet til New York og siden aflyst, da Björk havde mistet stemmen, og erstattet af et noget mindre personligt, men til gengæld langt mailinterview.

Denne gang lykkedes det os ikke at få aftalt et møde med hende personligt, selvom vi forsøgte, men vi fik stillet et telefoninterview i udsigt. Det var bare svært at finde en dag, hvor den travle Björk havde tid.


Omsider, en dag i begyndelsen af oktober, forlød det så fra Björk-lejren, at hun var klar til at give telefoninterview et par dage senere, men ak. På interviewdagen aflyste Björk, da hun var bange for, at hun var ved at miste stemmen, hvilket ville være katastrofalt kort før hendes kommende koncerter på Island, og hun tilbød igen at give et mailinterview – hvis vi da ellers stadig gad tale med hende.

Det gjorde vi selvfølgelig. Og så benyttede vi ellers lejligheden til at sende hel en kaskade af spørgsmål af sted med beskeden om, at Björk bare kunne svare på så mange, hun lystede – de første spørgsmål var de vigtigste. Men Björk svarede tålmodigt og udførligt på dem alle og har efter eget udsagn brugt mere end to en halv time på interviewet – hvilket er meget for en kunstner af hendes størrelse, som man ofte kun har i audiens i 20-30 minutter.

Det er nu også et omfattende projekt, Björk har kastet sig ud i – og betydeligt mere højteknologisk end GAFFAs mailinterview. Biophilia er nemlig ikke kun et album, men også en række applikationer til både iPad og iPhone. Apps, som tematisk hænger tæt sammen med sangene på albummet. De henvender sig primært til børn og unge og har til hensigt at undervise dem – på en kreativ og interaktiv vis – i både musikvidenskab og naturvidenskab på samme tid. To ting, der for Björk hænger tæt sammen.


Som om dette ikke var ambitiøst nok, har Björk på det nye album anvendt en lang række sjældne og hjemmebyggede instrumenter, der ligesom albummets overordnede tematik tager deres udgangspunkt i en fusion af natur, musik og videnskab – som eksempelvis en Tesla-transformator, hvis knitrende lyn skaber en baslinje, ligesom albummet byder på et digitaliseret pumpeorgel og en harpe reguleret af et pendul.

Der er altså nok at maile om, og det gør vi så på GAFFA.dk i dag og de næste to dage. Først en lille forsmag:

 


Apps er ikke så anderledes

Björk, hvorfor har du besluttet dig for at skabe et helt univers omkring dit nye album med iPad- og iPhone-applikationer i stedet for "bare" at udgive et album til 10 nye sange? Er "bare" et nyt album ikke godt nok længere, eller?

– Vi må ikke glemme, at "bare" et album også er et format, og at intet format er "korrekt". Det er ikke noget tilfælde, at albums fra 70'erne og 80'erne, med kunstnere som Genesis og Fleetwood Mac, havde den længde og det format, de havde. Det var vinylens tid, og de plader var barn af deres tid. Jeg har givet livekoncerter, har skabt videoer, cd'er og dvd'er, og apps er ikke så meget anderledes for mig. For mig er det stadig min musik.


– Jeg begyndte at skrive dette album på en touchskærm i efteråret 2008. I foråret 2010 blev jeg færdig med sangene og havde besluttet mig for at involvere naturelementer, musikvidenskab og interaktivitet på albummet, i form af programmer til touchskærme. Jeg havde arbejdet på det i to år. Så blev iPad'en lanceret, og det virkede som et spild ikke at udgive albummet på en touchskærm, når det var skrevet på en touchskærm.

Albummet handler i høj grad om at kombinere natur med musik og videnskab, såvel i tekst som lyd og melodi. Kan du fortælle lidt mere om, hvorfor du finder den kombination så fascinerende?

– Efter at jeg var blevet fascineret af at arbejde med touchskærmen – som var en JazzMutant Lemur, da iPads ikke var kommet ud endnu dengang – skulle jeg finde ud af, hvordan jeg skulle udarbejde musikken, og hvad jeg ville arbejde med på skærmen, og den mest naturlige ting for mig er naturen. Så vi programmerede en sang, som vokser som krystaller, en sang, hvor gamelan-arrangementet (gamelan er en samling af indonesiske instrumenter, red.) formerer sig som vira, en sang, hvor basgangen er et pendul, en sang, hvor lyn spiller bassen og så videre. Hvis opgaven var at skabe mønstre, jeg kunne skabe musik med, så var det letteste for mig at tage udgangspunkt i simple referencer fra naturen.


Læs første del af interviewet i GAFFAs artikelsektion nu – fortsættelse følger.

 

ANNONCE