Nyhed

Kashmir, Alphabeat og Lukas Graham til Nibe Festival

Den lille fede føjer tre nye navne til programmet

Nibe Festival 2012 tilføjer tre nye navne til programmet. Kashmir, Alphabeat (billedet) og Lukas Graham lægger nu også vejen forbi Skalskoven ved Nibe i Nordjylland den 4.-7. juli. Dermed udvider festivalen programmet, der i forvejen tæller The Blue Van, tv-2 og Sys Bjerre.

Det forlyder, at Kashmir på Nibe Festival vil gentage opførelsen af "The Good Life" krydret med klassikere fra gruppens bagkatalog, som gruppen her i efteråret har gjort det i København og Aarhus.

Tilbage i oktober blev de 1000 første billetter, der blev sat til salg til kampagnepris, revet væk på under 12 timer, og ifølge en pressemeddelse fra festivalen går billetsalget en lille smule bedre end sidste år, hvor partoutbilletterne var udsolgt den 4. april.


Nibe Festival startede i 1985 og har altså indtil videre 27 festivaler på bagen. Festivalen er ifølge egne oplysninger blandt Danmarks fem største festivaler og omsatte i 2008 for over 18 millioner kroner.

 

 


ANNONCE