Nyhed

A:larm Music klar med forårs-programmet

Det store danske pladeselskab afslører, hvad det vil udsende til foråret, blandt andet nyt fra Nikolaj Nørlund

Det danske pladeselskab og distributør A:larm Music er en af de større spillere på banen herhjemme og har i 2011 blandt andet udsendt album med Oh Land, Emma Acs, Mikael Simpson, Jonas Bjerre, Troels Abrahamsen og mange flere. Nu afslører selskabet, hvad det har tænkt sig at udgive i foråret 2012, og vi iler med at viderebringe informationerne. De følger her – noget af det har vi tidligere nævnt:

30.01.12 - Nikolaj Nørlund – Altsammen Lige Nu (udgives af A:larm Music / Auditorium)       

Nikolaj Nørlund (billedet) er i disse dage ved at lægge sidste hånd et nyt fuldlængdealbum. Det bliver han første album siden "Tid Og Sted" fra 2009. Det ny album er blevet til i tæt samarbejde med Christian Hjelm fra Figurines. Resultatet er ifølge A:larm Music alt fra psykedeliske ballader til boogierock og sågar funk. Altsammen tilsat Nørlunds karakteristiske lyrik.

31.01.12 - Waldo & Marsha – ep (udgives af A:larm Music / Speed Of Sound)
Waldo & Marsha er et otte mand højt band, der er inspireret af 90'ernes britiske shoegaze-scene med forvrængede guitarer, kølige keyboards og forbilleder som Slowdive og Cocteau Twins. Waldo & Marsha har siden 2010 været på flere miniturnéer i Tyskland, hvor interessen for bandet har været stor, og de har efterhånden også spillet mange koncerter rundt omkring i Danmark.
 
27.02.12 - WhoMadeWho: "Brighter"

I april måned udgav WhoMadeWho deres anmelderroste digitale mini-album "Knee Deep". Albummet bød på en mørkere og en anelse mere melankolsk side af bandet, og i december måned udgav de førstesinglen "Inside World" til deres kommende album, der, som titlen antyder, viser WhoMadeWho fra deres lysere side.
 
Februar - Chorus Grant: Titel endnu ukendt (udgives af A:larm Music / Speed Of Sound)
Chorus Grant kombinerer akustisk folk à la tidlig Dylan med rockede computer-pop-beats og 50'ernes ballader. Kristian Finne Kristensen (også kendt som sanger i The River Phoenix) har med sparring fra blandt andre Nikolaj Manuel Vonsild (When Saints Go Machine) og Moogie Johnson (From Sarah med flere) skabt en debut, der er grundlagt i forskellige lejligheder i København.
 
05.03.12 - Lise Westzynthius – Tæt På En Kold Favn

Lises Westzynthius' fjerde soloalbum er mere udadvendt og tilgængeligt end noget af det, hun tidligere har lavet, og så er det hendes første album på dansk. Et album, hvor, med A:larms ord, "tunge temaer serveres med lethed og humor."

26.03.12 - Farven Fornem: "Farven Fornem"
Farven Fornem spiller mørk elektropop med danske tekster og inspiration fra navne som Spleen United, Mikael Simpson og Kliché.
 
Marts - Sleep Party People: Titel endnu ukendt
(udgives af A:larm Music / Speed Of Sound)
Brian Batz alias Sleep Party People er klar med opfølgeren til den roste debut fra januar 2010, der blandt andet udkom i Taiwan. Sleep Party People har med de manipulerede stemmer og drømmende lydlandskaber vakt stor opmærksomhed, og det gælder også koncerterne, hvor Batz og hans venner har optrådt med deres karakteristiske kaninmasker.


Marts - Penny Police: Titel endnu ukendt
Penny Police er kunstneraliaset for den københavnsk baserede sanger og sangskriver Marie Fjeldsted, som bruger en autoharpe som omdrejningspunkt for meget af sin musik. I foråret 2011 udkom hendes første ep, i som hun havde lavet i samarbejde med Kasper Rasmussen (Claus Hempler) og Henrik Marstal (Annika Aakjær). Kort efter blev hun inviteret til at spille på den internationalt anerkendte festival Iceland Airwaves og fik pæne ord derfra med på vejen, ikke mindst af New York Grapevine.
 
April - We Were Born Canaries: Titel endnu ukendt (ep)

We Were Born Canaries spiller med A:larms ord dreampop og består af sangskriver Stine Grøn alias Lille og producer Jakob Steen alias ChimneySwift.
We Were Born Canaries er i øjeblikket i gang med deres debut-ep, som produceres i samarbejde med førnævnte Brian Batz alias Sleep Party People.
 
Forår - The Eclectic Moniker: Titel endnu ukendt

The Eclectic Moniker spiller alternativ pop med elementer af calypso. Gruppen har i 2011 vundet KarriereKanonen, givet koncerter på Spot og Roskilde Festival samt spillet en udsolgt koncert i Store Vega som support for Oh Land og en fuldlængde koncert på Lille Vega. Førstesinglen er på gaden i februar. I det nye år annonceres en stor Danmarksturné sammen med en lang række festivaljobs.

A:larm Music lover også, at selskabet i løbet af 2012 vil udgive musik med navne som Tina Dickow, The Rumour Said Fire, Ulige Numre, Outlandish, Kitty Wu samt Kasper Bjørke.

ANNONCE