Nyhed

Oplev Bass Drum Of Death i Aarhus

Garagerock bandet indtager VoxHall den 24. maj

Den amerikanske duo Bass Drum Of Death består af John Barrett og Colin Sneed og spiller skramlet og nedbarberet garagerock. Duoen synger om alt lige fra dystre emner som stoffer, angstanfald og depressioner til dét at møde Elvis i sine drømme og have djævlen boende i sit hoved.

Gruppen blev dannet i 2008 i Oxford, Mississippi, hvor Barrett forinden havde optrådt solo med en stortromme og en guitar. Sammen skaber duoen en intens og bluesagtig rock. De udgav i 2011 deres debut-lp "GB City", som blev produceret af John Barrett selv.

GAFFAs Erik Barkman anmeldte "GB City" og gav den fire stjerner og skrev: "Jo bedre, indspilningsteknologien bliver, jo lettere bliver det at finde skønheden i grim lyd. Det er lidt af et paradoks. Når Bass Drum Of Death i "GB City" skruer alting op på 11 og giver fanden i akustikken, lyder det udsøgt usselt. Men for 30 år siden havde det formentlig bare lydt usselt, i hvert fald i langt de fleste rockelskeres ører. Til gengæld sidder den, som den skal, attituden. John Barrett er en rockgud i sin egen verden, og den slags selvtillid kommer man langt med." 


Hør og se musikvideoen til "Get Found" fra debut-lp'en f Bass Drum Of Death her:

 


ANNONCE