Nyhed

Månedens Demo live på Lades Kælder

Karthage kan opleves på fredag sammen med Death By Kite

På fredag åbner Lades Kælder i København igen op for koncert med GAFFAs Månedens Demo-band. Det drejer sig om det supertjekkede guitar-band Karthage. De fik i demo-anmeldelsen mange gode ord med på vejen, blandt andet: ”Alle instrumenterne er godt spillet, vokalen sidder solidt i mikset, sangene er godt skrevet og sat sammen, og bandet mestrer både det stille og det lidt hårdere, det følsomme og det swingende”.

Det er en af de mest professionelt udførte demoer undertegnede har hørt, og jeg er ikke i tvivl om, at bandet kan spille en solid koncert. Deres lidt følsomme guitar-rock bliver suppleret med Death By Kite, der er i samme boldgade. Lidt mere klynket og indie’et og med et godt greb om stemningen glæder jeg mig til at høre, om de kan gøre det live også.

Der er virkelig god opbakning om demo-arrangementerne på Lades, og dette ser ud til at blive en lige så god aften som de andre.


ANNONCE