x

Gangnam Style – Verdens største nummer, hvorfor?

Gangnam Style – Verdens største nummer, hvorfor?

Artiklens forfatter Mads Lehnert er dj og indehaver af musikdj.dk

Vi kan nu skrive 2013, og endnu et år er passeret med mange skelsættende begivenheder, tragedier og succeshistorier. Inden for musikken har ét nummer og, kun ét nummer, været på alles læber, nemlig den koreansk-fødte sang, dans og fænomen: Gangnam Style.

Klokken 24.00 nytårsaften tilsidesatte jeg nytårskrammet til sidemanden og mit vanlige opkald til min mor for at tage et screen-shot på min telefon af Psys nummer "Gangnam Style" fra YouTube. 1.094.698.051 gange er dette frygtindgydende, men samtidig fascinerende nummer blevet set og hørt. Vi snakker altså om over en milliard antal visninger på YouTube, hvilket betyder, at klippet har slået alle tidligere rekorder inklusive det YouTube-fødte fænomen Justin Bieber.

Verdens største sang – set flest gange på YouTube nogensinde – hvorfor? Når jeg lytter til nummeret ved jeg ikke, om jeg skal græde eller grine? Hvorfor har netop denne pinagtige, latterlige, skønne, magiske og anderledes sang slået rekorder verden over? Slået rekorder over MEGA-stjerner med kæmpe budgetter og ikke mindst får MC Hammer på scenen til America Music Awards (AMA) efter en religiøs affære og tilbagetrukkenhed fra scenen i så mange år. Langt de fleste forstår ikke engang de lyriske perler som Psy overleverer i teksten. Hvad kan denne sang egentlig?

Disse spørgsmål har jeg givet videre til to professionelle med rødder og karrierer inden for musikbranchen - henholdsvis en dj/producer og en musikanmelder. Jeg har stillet dem spørgsmål med udgangspunkt i deres respektive faglige kompetencer: hvad rummer nummeret musikalsk som har gjort det så stort verden over? Hvorfor er det blevet så populært? Og, mindst lige så vigtigt: Vil de selv spille nummeret?

Musikanmelderen, chefredaktør hos Poplick, Kristian Nygaard, giver indblik i sangens elementer ud fra sit synspunkt. Derudover vil Christopher Egebjerg – måske bedre kendt under sit dj og producernavn Flip – berette om virilitetens magt og komme med sit bud på, hvad Gangnam Style kan betragtet fra en producer/dj-synsvinkel. Flip var blandt andet hovednavn til det københavnske kæmpeshow Sensation i 2012 og har spillet på utallige af Europas mest anerkendte og prestigefyldte klubber.

Psy: Hvem er han?  

Utroligt mange kender sangen, dansen og navnet på manden bag succeshittet. Men hvem er han? Hvad betyder Psy? Hvad handler Gangnam egentlig om?

Psy, eller Park Jae Sung, som er hans jordiske navn, har en tung uddannelse i ryggen fra prestigefyldte universiteter såsom Boston University og Berklee School of Music. Overraskende og tankevækkende kunne hele denne verdenssucces være nøje undersøgt og planlagt ud fra akademiske forskrifter og go-to-market-metoder? Formentlig kunne ingen inklusive Psy selv have forudset og planlagt denne succes.

Fakta om downloads og dollars ifølge Billboard.com:

    •    Over 1 milliard visninger på YouTube
    •    6,5 mio. visninger om dagen (76,4 pr. sek.)
    •    YouTube-indtægt i 2012 ca. $2 mio.
    •    #1 på iTunes-listen i 31 lande
    •    Downloaded på iTunes over 2,7 mio. gange
    •    iTunes-indtægt i 2012 ca. $3.9 mio.
    •    Estimeret samlet indtægt i 2012 ca. $10 mio.

Psy, den koreanske rapper, opererer inden for musikgenren K-Pop og er ingen grønskolling inden for musikbranchen. "Gangnam Style" er intronummeret på hans sjette soloalbum – så nybegynder er han ikke.

K-Pop

Slår man K-Pop op på nettet kommer ikke overraskende Wikipedias forklaring op som den første. K-Pop er en forkortelse for Korean Pop der ifølge Wikipedia er en sammensætning af pop, dance, electronica, electropop, hiphop, rock og R'n'B. Ja, faktisk er næsten alle eksisterende musikgenrer involveret i denne genre, hvilket måske kan give et svar på, hvorfor nummeret har modtaget den enorme succes og brede anerkendelse verden over.  

Byen Gangnam

Kunstnernavnet Psy er en forkortelse for Psycho. Nummeret "Gangnam Style" kan vi selvsagt ikke forstå, idet teksten er på koreansk. Sangen handler om Gangnam, som er en lille rigmandsby uden for Seoul i Korea. The Atlantic skriver, at ca. 1 procent af den koreanske befolkning har bopæl i Gangnam. Her føres en overdådig livsstil, hvor unge fester pompøst og uansvarligt. Gangnam Style handler om den pige, Psy kunne tænke sig som sin mage, og dette underskønne hunkøn skal selvfølgelig kunne lide Gangnam Style.

De fleste kan dog ikke være i tvivl om, at Psy på satirisk facon kritiserer Gangnams indbyggere, som besidder 7% af Koreas BNP. Men han er ikke mindre kritisk over for, hvordan resten af befolkningen forsøger at efterstræbe denne livsstil.
Den karakteristiske dans og de overdådige scener, Psy optræder i, skildrer den økonomiske situation, koreanerne lever med, hvor mange lever på kredit. Gennem videoen fortæller Psy på symbolsk facon, hvordan han går fra at være eftertragtet hot-shot til (blot) at være en dreng, som leger på en legeplads. Gangnam Style-rigdommen, der efter Psys opfattelse eftertragtes af mange, er ikke nødvendigvis så misundelsesværdig, som mange koreanere gør den til.

Men hvorfor?

Mine tanker kredser stadig omkring spørgsmålet om, hvorfor netop denne sang er blevet sådan et kæmpe hit. I mit virke som DJ har jeg gennem de sidste to måneder spillet til alverdens julefrokoster, hvor der ikke er gået et arrangement forbi, uden at Gangnam Style er blevet ønsket. Måske er det bare catchy, nemt og dansabelt. Selv synes jeg ikke at være kompetent nok til at bedømme nummeret for dets kvaliteter. Jeg ved ikke andet end, at folk elsker det over 1 milliard gange. Profferne, dem som arbejder med lyden og virkemidlerne til daglig giver et spændende blik på, hvorfor Psy er kommet igennem med sådan et nummer.

Hyper-viral og moderne pop-historie

"Videoen er muligvis – hvad enten de havde tænkt den som et hit uden for Korea eller ej – et af de mest geniale træk i moderne pophistorie," udtaler Christopher Egeberg alias Flip, dj og produer.

Flip berører nogle meget interessante emner i sit bud på, hvorfor "Gangnam Style" er blevet så verdensomspændende. Den er "gennemført sjovt, kitsch, kikset, vanvittig sejt og helt anderledes. Det er originalt, simpelt, men alt for meget og sindssygt effektivt."

Manden Psy har, som Flip udtaler det, en "coolness-faktor og er ret likeable som person", hvilket bidrager til den overordnede likeable følelse, når man ser videoen.

Netop den likeability, som Flip omtaler, er hele kernen i det massive antal visninger, "Gangnam Style" har fået, hvilket Kristian Nygaard bakker op om: "Kombinationen af en skør koreaner pakket ind i jakkesæt, mens han danser en absurd hestedans er ramt så godt, at folk ikke har kunne lade være med at dele den med andre. Det er blevet vor tids Macarena-dans (globalt hit for Los Del Rio i 1996. red.)."

Med andre ord er "Gangnam Style" et skræddersyet nummer efter viral marketings egne opskrifter. Den selvforstærkende lyst fra beskueren giver anledning til at vise den til venner og familie, kæreste og kammerater. For det er jo, som Kristian Nygaard udtaler det, "god underholdning".

David Guetta-kvalitet eller tortur i en afghansk hule?

Som jeg omtalte i starten, har jeg svært ved at finde ud af, om jeg skal græde eller grine, når jeg hører dette nummer. Uden tvivl – med Flips egne ord – er det "unægtelig meget svært at benægte, hvor godt et popnummer, det egentlig er." "Gangnam Style" er jo sindssygt catchy og har de vigtige musikalske elementer, set ud fra en DJ's synsvinkel: man kan synge med på dele af nummeret, og det kan tiltrædes på dansegulvet selv for folk med rustne danse-ben.

Ud fra en DJ's synspunkt kan Gangnam Style altså være ganske effektivt til at kickstarte festen eller få den til at nå sit peak. Kristian Nygaard, musikanmelderen med det altid kritiske øre, er ikke overraskende af den holdning, at: "Det er jo forfærdelig musik. Man kunne bruge det som tortur i en hule i Afghanistan."

Jeg tror dog, at tilfangetagne folk i en afghansk hule til enhver tid nok hellere vil høre "Gangnam Style". Folk ser jo ud til faktisk ikke at være pint eller plaget af tonerne. Men pointen fejler bestemt ikke noget, for nummeret er, som både Flip og Kristian er inde på, "landeplager". En globaliseret online landeplage der til sammenligning kan parres med tidligere tilfælde som "Macarena" (Los Del Rio), "Cotton Eye Joe" (Rednex) eller "The Ketchup Song" (Las Ketchup). Og, hvad skete der egentlig med dem efter deres one-hit-wonders? Folk får en overdosis, og en "Gangnam Style" volume 2 kan synes uopnåelig.

Ud over de cathcy elementer, "Gangnam Style" rummer, så rammer nummeret også et godt tidspunkt i forhold til, hvad mainstream musikken i øjeblikket lever højt på. Mainstream kunstnere såsom Usher, Kelly Rowland, Snoop Dogg, Rihanna, Ne-Yo og Chris Brown har lavet kæmpe hits med eksempelvis David Guetta, der opererer inden for eurotrance/electropop-genren.

Hvor står vi så?

Uanset om man kan lide "Gangnam Style" eller ej, så er det unægtelig et faktum, at den indtil dags dato er verdens mest sete video på nettet. Nummeret er catchy, nemt og dansabelt, hvilket har gjort det ideelt som et 2012-kæmpehit. Timingen var rigtig, de virale metoder for deling har aldrig været bedre, og så kan Psy bare noget som er skørt, magisk og fortryllende. Han sætter rekord hver dag, og han har rykket til grænserne for viral markedsføring.

Et musikalsk vidunderbarn er Psy måske ikke, men som Flip rigtigt pointerer, så er nummeret unægteligt en ørefænger. Psys globale eventur fortsætter, men hvor længe? Kan han skabe en Gangnam Style Vol. 2? Hvor vil Psy ende om 6 måneder? Kan han bibeholde luften i ballonen, eller vil den sive ud som man blandt andet så det med "Macarena"-sangen og "The Kecthup Song?"

Se og lyt til fem remixes af Gangnam Style:


Gunman Style - Gangnam Style (Asian Western Parody)


King Gangnam Style (Jamaican style) Official video

Wham vs Psy - Last Christmas Gangnam Style

Gangnam Style by Hitler

Gandalf Style - Gangnam Style

Oversættelse af tekst:

http://rapgenius.com/Psy-gangnam-style-lyrics






Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA