Nyhed

Dido streamer album en uge før udgivelsen

Du kan høre sangerindens fjerde studiealbum en uge før, det kommer på gaden

Den engelske sangerinde Dido udgiver sit fjerde studiealbum 4. marts. Albummet får titlen "Girl Who Got Away" og indvarsles af singlen "No Freedom", der netop er udkommet. Du kan dog allerede nu høre hele albummet hos WiMP.

"Det var sjovt at lave dette album," fortæller Dido i en pressemeddelelse. "Det var ikke noget pres på mig i det hele taget. Alt har været meget naturligt og enkelt. På alle mine andre album har det været en lidt vanskeligere proces, men sådan var det slet ikke med det nye album".

Siden sit sidste album er Dido blevet mor, og det har ifølge hende haft en vis indflydelse på det nye udspil.


"Jeg skrev alt på dette album, før jeg blev gravid" siger Dido videre. "Det meste blev faktisk indspillet, mens jeg var gravid, og det er sjovt at tænke tilbage på, da jeg indsang disse sange. Med "Girl Who Got Away" husker jeg, at babyen sparkede mig så kraftigt, at det føltes, som om jeg var ved at falde."

Albummet er produceret af Didos bror og mangeårige samarbejdspartner Rollo Armstrong – også kendt for sit arbejde for Faithless – samt legenden Brian Eno (U2, David Bowie med flere), Jeff Bhasker, Rick Nowels og Greg Kurtin.

"Girl Who Got Away" er efterfølgeren til "Safe Trip Home" fra 2008. Dido debuterede i 1999 med "No Angel", som blev en stor global succes, ikke mindst takket være Eminem-nummeret "Stan", som samplede "No Angel"-nummeret "Thank You". Dido fulgte albummet op med den ligeledes succesfulde "Life For Rent" fra 2003 og den lidt mindre velsælgende "Safe Trip Home", som nævnt fra 2008.
"Girl Who Got Away" indeholder følgende numre:

1. 'No Freedom'
2. 'Girl Who Got Away'
3. 'Let Us Move On' feat. Kendrick Lamar
4. 'Blackbird'
5. 'End of Night'
6. 'Sitting On The Roof Of The World'
7. 'Love To Blame'
8. 'Go Dreaming'
9. 'Happy New Year'
10. 'Loveless Hearts'
11. 'Day Before We Went To War'


ANNONCE