Nyhed

Skive Festival klar med flere bands og solister

Festivalen offentliggør i dag fire nye navne

I dag synes at stå i de danske festivalers tegn. Tidligere kunne både Jelling Musikfestival og Nibe Festival således præsentere tilføjelser til deres program, og nu er turen kommet til Skive Festival. Navnene, Skive Festival kan præsentere, tæller Turboweekend, The Rumour Said Fire, Reptile Youth og MØ.

Sidstnævnte, MØ, stormer i øjeblikket frem i både ind- og udland til trods for, at hun kun har tre sange ude i offentligheden. Hun spillede således tidligere på året til Vegas Udvalgte, hvor GAFFAs anmelder Rune Schlosser kvitterede med fem stjerner for hendes optræden. Ligeledes spillede hun tidligere på året til den hollandske festival EuroSonic og den norske by:Larm.

Reptile Youth udgav i 2012 deres selvbetitlede debutalbum og er i øjeblikket særdeles aktuelle med en noget kontroversiel video omhandlende onani. Den video kan du se og læse mere om her.


Både Turboweekend og The Rumour Said Fire (billedet) har tidligere spillet på festivalen, og alle fire navne slutter sig til et program, der tæller blandt andre: The Floor is Made of Lava, Vinnie Who, Christopher, Suspekt, Medina, Skunk Anansie (UK), Shaka Loveless, Rasmus Walter, Kato, D-A-D og Mads Langer.

Skive Festival løber af stablen den 6.-8. juni. Vil man spare penge på billetten til Skive Festival, skal man slå til nu. For i morgen stiger prisen til 895 kroner for en tredages billet til festivallen. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE