Nyhed

4 nye worldmusic-navne til Roskilde

Festivalen er klar med kunstnere fra den verdensmusikalske lejr

I dag præsenterer Roskilde Festival fire nye navne med fællestemaet "world music". Artiklen opdateres løbende. 

Kottarashky er en bulgarsk musikproducer, som mixer plader med Balkan, jazz, dub, funk, soul og elektronisk musik. Han udgav i 2009 sit debut-album "Opa Hey!, der blev et stort hit i hjemlandet, hvilket gav ham mod på at transformere sine numre om til liveoptrædener, i stedet for "bare" at spille med sin laptop. Det resulterede i skabelsen af bandet Kottarashky & The Rain Dogs, der sammen med Kottarashkys samples og keyboards kombinerer klarinet, guitar, bas og trommer. Det giver dem en helt særlig blanding af traditionel bulgarisk Balkan-musik, soul og rock fra 60'erne. 

Meridian Brothers er ikke, som navnet ellers antyder, et band bestående af brødre, men derimod kun udformet af multi-instrumentalisten Eblis Àlvarez, der spiller alle instrumenter selv. Live får han dog hjælp af én kvinde og fire andre mænd. Meridian Brothers spiller avantgarde-pop baseret på latin-rytmer fra hjemlandlandet Colombia. Bandet, der blev formet i 1998, spiller både med traditionelle instrumenter og elektroniske og forvrængede vokaler.


Hoba Hoba Spirit er et musikalsk fusionsband, der kombinerer rock med marrokanske toner fra hjemlandet. Navnet på gruppen stammer fra en Bob Marley sang. De mixer rock og reggae og kalder deres egen musik-stil for "Hayha". Deres tekster er oftest i Darija, en marrokansk-arabisk dialekt, men til tider også i fransk eller engelsk. Oftest handler deres sange om at være et ungt og forvirret mennesker i Marokko. 

Bombino spiller ørken-blues. Hans rå og poetiske guitarspil, er som at se en vest-afrikansk udgave af Jimi Hendrix iført beduin tøj, hvis man skal tro Roskilde selv. Guitarist og sangskriver Omara "Bombino" Moctar blev født i 1980 i en nomade-lejr, hvor han opvoksede i den afrikanske krig for uafhængighed. Derfor handler Bombinos sange da også netop om modstand og oprør, med musikalske inspirationer fra førnævnte Hendix, John Lee Hokker og Jimmy Page. 

Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli med navne som Animal Collective, Dead Can Dance, Kraftwerk, Queens of the Stone Age, Rihanna, Slipknot, Sigur Rós og Volbeat, og billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live.


ANNONCE