x

Lloyd Cole til Danmark

Lloyd Cole til Danmark

Lloyd Cole lagde for to år siden vejen forbi Bremen Teater i København, og nu gør han det igen. Lørdag den 28. september spiller Lloyd Cole på Bremen, hvor han giver en akustisk solokoncert. 

Cole har en lang karriere bag sig, og under eget navn har han udgivet hele ti studiealbums, heriblandt pladen "Standards", der udkom for blot en uge siden. GAFFAs anmelder Finn P. Madsen gav "Standards" fire ud af seks stjerner og skriver blandt andet: "På 'Standards' virker Cole ualmindeligt oplagt, og tempoet er sat betydeligt i vejret i forhold til den tre år gamle Broken Records".

"Standards" skulle desuden være påvirket af Bob Dylans seneste album "Tempest", som Cole blev bedt om at anmelde for Salon.com. Cole skulle efter eget udsagn være blevet så inspireret af albummet, at det fjernede hans årelange skriveblokering.

Koncerten med Lloyd Cole foregår som sagt i et akustisk set-up på Bremen Teater den 28. september, og billetsalget starter i morgen klokken 10 via billetlugen.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA