Nyhed

Statsstøtte til dansk pladeproduktion

Brian Mikkelsen og Kunstrådets Musikudvalg uddelte i går første portion af en ny pulje, som skal give tilskud til pladeproduktion

I got You on Tape, Ataf, Moi Caprice, Windermere, Karen, Je m'appelle Mads, Rasmus Nøhr, Veto, Instinkt og Per Vers er blot nogle af de knap 40 artister der i går kunne glæde sig over at modtage tilskud til kommende pladeproduktioner.

Formålet med støtteordningen er at bidrage til at professionalisere den danske pladeproduktion samt at sikre fortsat mulighed for udgivelser af høj kvalitet. Over en 3-årig forsøgsperiode er der afsat 12 mio. til initiativet, som bl.a. skal bidrage til at holde trit med konkurrencen fra de udenlandske artister:

”Det er ikke længere nogen hemmelighed, at danske musikudgivelser klarer sig rigtig godt i konkurrencen med de udenlandske udgivelser. Det skulle de gerne vedblive med at gøre. Her er pladepuljen en del af det seje træk, der skal være med til at udklække nye og bæredygtige danske rock- og popudgivelser”, udtaler Kulturminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.


Baggrunden for støtteinitiativet, der har haft over 200 ansøgere, er, at et udvalg bestående af repræsentanter fra musikbranchen har udarbejdet en rapport om vilkårene for fonogramproduktion i Danmark til kulturministeren. Rapporten anbefaler, at staten medvirker til at opbygge kompetencer, der kan skabe en øget professionalisering af den danske pladeproduktion, samt fremme og fastholde kontinuiteten i kvalitetsbevidste udgivelser.

Pladeproduktionsudvalget består af Henrik Marstal, Niels Lan Doky og Karl Aage Rasmussen, der alle tre til daglig er medlemmer af Musikudvalget

Den komplette liste over fordelingen af puljens penge kan ses på kunststyrelsen.dk


Sådan fordelte pengene sig >

ANNONCE