Nyhed

Amy Winehouse på museum

Den britiske hovedstad skal huse intim Amy Winehouse-udstilling

Udstillingen "Amy Winehouse – A Family Portrait" åbnede i går på det jødiske museum i London. Udstillingen skal, ifølge NME, vise nogle af sangerindens mere intime sider, og indeholder derfor blandt andet genstande fra hendes barndom, tøj, sko, diverse breve og bøger samt hendes første guitar og en Grammy.

Al tekst til de udstillede genstande er skrevet af Amy Winehouses bror, Alex Winehouse, hvilket udstillingsarrangøren Elizabeth Selby er særlig stolt af: "Det fuldender virkelig udstillingen. Du får en fornemmelse af et typisk, men stærkt, bror-søster-forhold – det er meget kærligt, også selvom, at de måske ikke altid kunne enes," fortæller hun til The Guardian.

Som det nok kan anes på udstillingens placering, har Amy Winehouse jødiske rødder, og broren Alex Winehouse har udtalt følgende om Amys forhold til hendes baggrund: "Amy var virkelig stolt af sine jødiske rødder. Når andre familier tog til vandet om søndagen, så tog vi altid ned til "East End" (hvor der gennem tiden har levet mange jødiske immigranter, red.). Det var, hvem vi var og hvem vi er i dag. Vi var ikke religiøse, men meget traditionelle. Jeg håber, at verden på denne måde, og på dette sted, kommer til at se en anden side Amy, men også en anden side af en typisk jødisk familie".


Museumsdirektøren for det jødiske museum, Abigail Morris, beskriver Amy Winehouse-udstillingen som det perfekte match: "Amy Winehouse var en utrolig talentfuld, ikonisk og inspirerende sangerinde, og så var hun en jødisk pige fra det nordlige London. Desuden er det meget passende, at det jødiske museum ligger i hendes elskede Camden Town, og at netop dét sted skal fortælle hendes historie".

I denne måned er det to år siden, at Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, hun blev kun 27 år gammel, og nu hyldes hendes store, men alt for korte karriere med denne udstilling.

Det er muligt at opleve udstillingen på Jewish Museum of London til og med den 15. september 2013.


ANNONCE