Nyhed

Se Kashmirs nye musikvideo

Kasper Eistrup debuterer som instruktør i forbindelse med videoen til "Purple Heart"

Kashmir er klar med en musikvideo til nummeret "Purple Heart", og bag videoen står forsangeren og sangskriveren Kasper Eistrup selv. Videoen har netop fået premiere.

Med "Purple Heart" debuterer Eistrup i rollen som instruktør. Men som det nok er bekendt for mange, så er det langt fra hans første kreative udfoldelse ved siden af Kashmir. Eistrup har ligeledes en karriere som billedkunstner, hvilket blandt andet har inkluderet de fleste af Kashmirs albumcovers, olie-malerier, plakater og litografier, og tidligere på året skabte han det visuelle udtryk til to af Post Danmarks frimærker.

En ældre skaldet mand, okkulte symboler, en nøgen kvinde med maske og et heptagon-formet brætspil er bare nogle af de billeder, der fremkommer i "Purple Heart"-videoen, der blander såvel grafiske elementer og almen video sammenklippet på en særpræget måde. Mest af alt efterlader videoen beskueren meget undrende, og fascineret for den sags skyld. Men det er også meningen. Videoen skal sætte gang i både følelser og tanker - såvel søgende som konkluderende.


Kasper Eistrup fortæller selv følgende om musikvideoen: "Jeg havde nogle scenarier i hovedet, som dels var fremprovokeret af musikken, og dels opstod ud fra tekstens underliggende tema. 'Purple Heart' taler om at have gennemlevet noget og om pludselig at stå ansigt til ansigt med sin fortid, selvom man har prøvet at sløre minderne til. Og det er netop, hvad der sker for den gamle mand i videoen – han bliver nødt til at stå til ansvar for en synd eller et tab og må sande, at man ikke kan udskyde regnskabets time i al evighed", fortæller sangeren, men vil ikke fortælle yderligere om videoens andre temaer og hemmeligheder: "Vi arbejdede ud fra en internt beskrevet historie, men samtidig var det vigtigt at efterlade et frirum, hvor seeren kan danne sin egen fortælling ud fra billederne. Vores publikum plejer at være klar på en udfordring…"

En af musikvideoens "hemmeligheder" kan dog identificeres med sikkerhed: Gruppens fascination af tal. "Purple Heart" er den syvende sang på Kashmirs syvende album, og brætspillet i videoen danner en syvkant, hvilket ligeledes er det symbol, man kan finde på forsiden af gruppens seneste album "E.A.R.".

Medproducere på videoen er Nicolai Bejder og Robert Lund.


Se "Purple Heart":

ANNONCE