Nyhed

Simon Kvamm og Lars Hedegaard i ordkrig

Forsangeren i Nephew og formand for Trykkefrihedsselskabet er kommet op at skændes om retten til at ytre sig frit i Danmark

Simon Kvamm er forsanger i et af Danmarks absolut største bands gennem de seneste ti år. Han synger om alt mellem himmel og jord. De kryptiske og til tider ironiske tekster er et af Nephews varemærker, og de er kommet langt med at ytre holdninger pakket ind i lettilgængelig og melodiøs poprock. Mange kan lide det. Men ikke Lars Hedegaard.

Hedegaard er formand for det islamkritiske Trykkefrihedsselskabet, der er fortaler for ytringsfrihed. Men efter at Kvamm har valgt at synge: "Morgenmad fra McDonald's er et flop - Morten Olsen sku' ta' og stop' - Lars Hedegaard er syg - Bonderøven sku' ha' noget bly", har Hedegaard følt trang til at tage til genmæle.

De to er nu kommet i offentlig clinch, efter at Hedegaard har kritiseret Kvamm for sætningen i den aktualitetsskiftende tekst til sangen "Superliga", der har været en del af bandets bagkatalog siden "USADSB"-pladen fra 2004. Berlingske Tidendes online kroniksektion er blevet virtuel kampplads for de to uenige herrer.


I dag har Simon Kvamm skrevet et svar til Lars Hedegaards anklager, hvor han uddybende forklarer de forskellige tekststykker i sangen, der har flere danske kendisser som skydeskive. Linjen "Lars Hedegaard er syg" henviser, ifølge Kvamm, blandt andet til formandens tidligere udtalelser om, at det er kutyme i Islam, at fædrene voldtager deres døtre:

"Når en person beskylder en hel verdensreligions fædre for at voldtage deres døtre, er det min klare vurdering (og min far er trods alt læge), at personen ikke er helt rask i hovedet."

Hedegaard tager imidlertid teksten ret bogstaveligt, fordi han tidligere på året blev opereret:


"Jeg håber ikke, jeg er syg, men det er ubestrideligt, at jeg har været det. For få måneder siden blev jeg opereret for en tumor ét sted og få uger senere for en tumor et andet sted."

Lars Hedegaard slap i februar uskadt fra et attentatforsøg i sit hjem på Frederiksberg, hvor en person forklædt som postbud forsøgte at skyde ham. Han har siden levet under jorden og under beskyttelse af Politiets Efterretningstjeneste. Hans overfaldsmand er endnu ikke fundet.

Hedegaard opfordrer Simon Kvamm til at synge om mere uskyldige ting i fremtiden, og lister sange som Grethe Søncks "Mon du elsker mig stadig, Klaus Jørgen?", Gustav Wincklers "Nu betyder den lille gyldne ring ingenting" og Victor Cornelius' "Mor er den bedste i verden" op. For selvom sangene "er noget lort", så gør de ikke krav på mere, end hvad de er.


Debatten raser videre i kommentarfelterne til de to respektive indlæg, og kamphanerne har begge en solid opbakning fra Berlingskes læsere:

"Lars Hedegaard: Du er og bliver ynkelig. Med hvilken ret vil du bestemme, hvem der skal synge om hvad?", skriver en læser, mens en anden kommenterer:

"Se dig omkring, Simon. Hvordan vil du udtrykke dine indtryk af dem i vores samfund, som vælger at udvise magt ved hjælp af slag, spark, knivstik og pistoler?"


Se flere kommentarer og læs Lars Hedegaards indlæg her og Simon Kvamms svar på tiltale her 

ANNONCE