Nyhed

Nyt navn på Efterklang-selskab

De danske elektro-melankolikere har kapret japanske Kama Aina til deres label Rumraket

Den danske gruppe Efterklang, kendt for melankolsk elektronika med smukke, klagende strygere og blæsere, driver også pladeselskabet Rumraket, som ud over dem selv også udgiver åndsbeslægtede navne som Erik Levander, Cacoy og Grizzly Bear, om end sidstnævnte for nylig har skiftet til engelske Warp. Og nu har de så fået et nyt navn i folden, japanske Kama Aina, der snart er pladeaktuel med ”Club Kama Aina”.

”Club Kama Aina” er det femte album fra soloartisten Kama Aina, og det udgives 6. november i hele Europa på Rumraket. Club Kama Aina er bl.a. optaget i Tokyo og Glasgow og på albummet får Takuji Aoyagi alias Kama Aina besøg af så prominente skotske navne som Bill Wells, Isobel Campbell (eks-Belle And Sebastian) og The Pastels. Allerede nu er det muligt at downloade en sang fra albummet på Rumrakets hjemmeside.

Kama Aina tilhører sammen med navne som Maher Shalal Hash Baz og Tenniscoats den såkaldte japanske folkpop-scene, der er kendetegnet ved en charmerende naivisme og i disse år nyder stor succes i undergrundskredse. Kama Ainas bidrag til scenen forekommer ifølge Rumraket ”som en naturlig og harmonisk, men alligevel besynderlig og højst udefinerbar musik”, der er præget af ro og eftertænksomhed.


Kama Aina har en stor passion for øer og deres musik samt for at rejse til og fra disse øer. Faktisk betyder Kama Aina øboer på hawaiiansk, oplyser Rumraket, der videre fortæller: ”Club Kama Aina er tænkt som en fiktiv klub, hvor Kama Aina og hans venner spiller musik for de rejsende, som måtte have lyst til at kigge forbi. Selv har Kama Aina rejst til Skotland, Hawai, Bali og hjem igen til Japan for at indspille albummet på sin laptop-computer og det er der kommet et yderst smukt og subtilt billedskabende album ud af.”

Rumrakets hjemmeside


ANNONCE