Nyhed

NorthSide: Vi har en dialog med Rage Against The Machine

Læs interview med talsmanden for NorthSide, hvor han fortæller om årets program, ambitioner og forholdet til Roskilde Festival

Undertegnede er mødt op på NorthSides kontor i Aarhus midtby for at tage en snak med festivalens talsmand, John Fogde, om overvejelserne til årets plakat, ambitionerne for fremtiden og hvordan festivalen forholder sig til Roskilde Festival, som de oftere og oftere bliver sammenlignet med. De 10-11 mand, der befinder sig på kontoret, er alle dybt koncentrerede foran hver deres computer, da jeg træder ind ad døren. De kigger alle op, små-hilser, og John Fogde tager straks imod.

 

Overvejelserne om årets festival


I tirsdags offentliggjorde I ét af de sidste hovednavne ASAP Rocky. Kan du fortælle om bevæggrundene for valget af ham?

- Vi har endnu ikke tidligere haft et rigtig stort hiphop-navn, fordi det hverken har været muligt eller et fokus, som vi har satset 100 procent på. Med ASAP Rocky føler vi, at vi får en hiphop-kunstner, som ligger i et krydsfelt af genrer, således at det både er interessant for indie-, rock- og hiphop-publikummet. Nu har vi, med ASAP Rocky, appelleret til et endnu større og bredere publikum, som er med til at tegne NorthSide som mere end blot en indie-festival. Derudover synes vi, at han er så spændende i al almindelighed, at han vil kunne ramme et helt nyt publikum, fordi han er en kunstner, som vækker opsigt efter ét enkelt nummer.

Ud fra præmissen om, at I gerne vil forny og forbedre årets program, hvad mener du så, at I med dette års navne kan tilbyde, som I ikke kunne sidste år?


- Faktisk føler vi, at vi med sidste års program og succes er nået dertil, hvor vi virkelig gerne vil være. Kernen i vores program er indie, rock og pop, hvor der selvfølgelig er plads til overraskelser. Ambitionen med årets program var at få nogle få større navne, hvilket vi især har med et navn som Arcade Fire. Derudover har vi brugt langt flere penge på årets program, og hvor vi sidste år brugte cirka 13 millioner, så har vi i år brugt 18 millioner.

En tredjedel af jeres program består af danske kunstnere - kan du fortælle, hvad jeres profil er i forhold til booking af danske navne?

 - Det er faktisk den samme profil, som vi kører med internationale navne: store navne, mellem store og nye up-coming, spændende navne. Således prioriterer vi altså præcis på samme måde som med internationale navne, hvor vi blot booker langt flere internationale navne. Vi ved, at vores gæster sætter stor pris på dansk musik. Der er ét eller andet, som binder folk sammen ved dansk musik. De fleste siger, at de kommer for at høre The National for eksempel, men der er langt flere, som kender Mew, så dér møder der lige så mange op.


 

Ambitioner

I har netop meldt udsolgt på samtlige endagsbilletter – hvordan ser det ud med partoutbilletterne?


- Det ser rigtig, rigtig godt ud. Vi forventer faktisk, at vi igen i år får udsolgt før den 1. maj. Derfor har vi været ude og fortælle, at over halvdelen af partoutbilletterne er solgt, for hvis du venter til sidste øjeblik, som nogle gjorde sidste år, så er det simpelthen for sent.

Med sidste år succes og med årets festival, går I så med overvejelser om at udvide NorthSide?

- Vi har luftet idéen før, men publikum selv har udtalt, at de synes charmen ved festivalen er, at den ikke er større, og det respekterer vi. Vi har dog i år fundet nogle ekstra kvadratmeter, som vi bruger til at forbedre den nuværende plads, og især teltscenen bliver langt bedre i år, mens den største plads vil føles en del større. Dog kommer der flere mennesker på NorthSide i år, men det skyldes, at vi har fået 1500 flere frivillige, fordi vi simpelthen var underbemandet sidste år. Nu har vi hevet ekstra kræfter ind for at spare på vores egne ressourcer.


I forhold til en decideret udvidelse, såsom større scener, er ikke noget, vi har planer om på nuværende tidspunkt, men vi vil da ikke afvise, at det er noget, der kommer til at ske indenfor de næste fem år.

Sidste år var fire procent af jeres publikum fra udlandet. Hvilke overvejelser har I om at nå uden for landets grænser? Er det overhovedet noget, som I stiler efter?

 - Vi vil gerne have udlandske gæster på vores festival, da det giver lidt kolorit. Vi har dog ikke aktivt gået ind og gjort noget for at trække på de udenlandske gæster. Vi markedsfører os for eksempel ikke på engelsk via FaceBook og vores hjemmeside. Vi har dog lavet lidt i Norge, som har betydet, at vi har fået nogle gæster derfra, men sidste år havde vi da gæster fra Rusland og USA.


Sommeren i Danmark er bare ikke god nok til, at det er nemt at tiltrække gæster fra lande, som i forvejen har deres egne festivaler. Vi er dog stadig en dansk festival og er stadig på det stadie, hvor vi er stolte af, at 28 procent af vores publikum faktisk kommer fra København.

 

Bookingmuligheder og aflysninger


Sidste år havde I Modest Mouse på plakaten, som senere hen aflyste. I den forbindelse lovede Modest Mouse at komme tilbage igen i år? Hvad er forklaringen på, at de ikke er på årets plakat?

– Modest Mouse turnerer ikke på nuværende tidspunkt, og de aflyste sidste år på grund af fokus på en plade, som de endnu ikke har udsendt, og det er selvfølgelig frustrerende. Vi ved jo godt, at vores gæster gerne vil have dem tilbage og personligt havde jeg virkelig også set frem til at se dem på NorthSide. Den samme problematik gør sig jo gældende med vores tidligere aflysninger i Mumford & Suns, Bloc Party og The Temper Trap, som vi har forsøgt at få på plads til festivalen i år, men heller ikke har været muligt.

Hvordan forholder man sig til aflysninger? Har I bands i baghånden, som er klar til at træde til?


 - Nej, man kan ikke gå ind at lave en reservation. Det kan ikke lades sig gøre på grund af turnéplanlægningen for bands, som foregår langt tidligere. Antallet er valgmuligheder er derfor forbløffende små, hvis der kommer en aflysning, hvorfor det selvfølgelig er svært at tilfredsstille folk med en erstatning.

Kan du fortælle om, hvad det betyder for jer, at I samarbejder med den tyske koncertarrangør FKP Scorpio?

 - Vi har hele tiden været en selvstændig festival, men i opstartsfasen er det klart, at vi trak rigtig meget på deres ekspertise og netværk. Dog betyder det mindre og mindre i forhold til, at vi nu, især med sidste års succes, har skaffet erfaring, fået et image og i høj grad etableret vores eget netværk. Dér, hvor vi stadig kan bruge Scorpio er i forbindelse med bookingmulighederne af større bands, som på grund af Scorpios mange festivaler i Europa og Skandinavien kan tilbyde bands flere jobs i træk, i stedet for at bygge en hel turné op om ét besøg i området. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ubetinget har nemmere ved at sikre os bands. I 2012 ville vi gerne have haft The Cure på NorthSide, som blandt andet spillede på nogle af Scorpios festivaler, men bandet ville absolut spille på Roskilde Festival, og så er der ikke så meget at gøre.


Kunne I have fået Arcade Fire på årets plakat uden FKP Scorpio?

 - Økonomisk ja. Men som sagt, så er det klart, at det hjælper at have Scorpio inde over, når det handler om bookingmuligheder, idet vi med dem kan tilbyde bands en stribe af jobs og dermed en turné, der giver mening for bandet.

Du har tidligere udtalt, at en drømmebooking for dig vil være Rage Against The Machine. Har du forsøgt at få dem til NorthSide i år?


 - Man kan desværre ikke booke nogle, som ikke turnerer. Rage Against The Machine ved godt, at vi er interesseret, og vi har en dialog med dem, så vi får et opkald, hvis muligheden byder sig. Men det skal ikke være en hemmelighed, at de står højt oppe på vores liste. Det er en drømmebooking for både min chef (festivalleder Brian Nielsen, red.) og mig.

 

Forholdet til Roskilde Festival


Siden sidste år har der været en del debat omkring forholdet mellem NorthSide og Roskilde Festival, idet I er begyndt at booke større og større navne. Der været en italesættelse af, at I nu udfordrer Roskilde Festival samtidig med, at andre mener, at I blot er en lillebror, som booker dét, der var på Roskilde Festival året forinden. Hvordan ser I jer selv i alt dette – i år har I for eksempel booket The National, Queens Of The Stone Age, MØ og Baby In Vain, som alle spillede på sidste års Roskilde Festival?

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at det her er medieskabt, særligt som en del af de sociale medier. Vi har internt et rigtig godt samarbejde med folkene bag festivalen, og personligt er jeg kommet på Roskilde Festival i rigtig, rigtig mange år og glæder mig hvert år til endnu en festival. Den konkurrence og udfordring, som der har været tale om, den føler vi ikke selv, at vi er en del af. Vi er ikke i konkurrence til Roskilde Festival, da vi først og fremmest ikke er en festival, som strækker sig over ni dage med camping. For det andet, så præsenterer vi 40 bands indenfor indie, rock og pop, imens Roskilde Festival har 160 navne på plakaten, der genremæssigt omfavner meget, meget mere. Vi har for eksempel ingen intentioner om at præsentere verdensmusik og dødsmetal. Derudover udfordrer festivalen heller ikke hinanden på publikumsfronten, idet NorthSide-segmentet er en del ældre.

– Med hensyn til det her med, at vi blot laver sikre bookinger og booker bands, som tidligere har været på Roskilde Festival, så er det lidt en sjov debat. For det første er Roskilde Festival jo en langt ældre festival end NorthSide, hvorfor der jo er en sandsynlighed for, at bands tidligere har spillet på Roskilde. Derudover skal man tænke på, at der heller ikke er et uanet mængde af større bands, hvorfor det med vores størrelse simpelthen ikke er muligt ikke at lave de samme bookinger. Nogle gange ser vi selvfølgelig på, om de bands, vi er i kontakt med, lige har spillet på Roskilde Festival, og sådan forholder det sig i øvrigt generelt. Hvis et større band lige har spillet på TAP1 i København, så er det klart, at nyhedsværdien ikke er særlig stor, og vi derfor fravælger dem. Vi har dog lært, at det er dumt at køre en profil, hvor vi bevidst fravælger bands, som tidligere har spillet på Roskilde Festival. Størstedelen af vores gæster har ikke været på Roskilde Festival og har derfor ikke haft muligheden for at se disse bands, og nogle gange er det simpelthen så fede navne, at vi bare skal have dem. Sådan ser vi booking af Queens Of The Stone Age og The National.


 

Den personlige favorit

Hvilke bookinger på årets program er du mest stolte af?


– Arcade Fire er et kæmpe scoop for os. De er ét af de mest interessante navne for tiden. Og så er det et band, som sætter den kunstneriske barre højt og ikke er bange for at udfordre sig selv og publikum. Derudover har jeg set dem live selv en del gange og glæder mig til at præsentere dem til NorthSide. Det er kronen på værket.

Pixies har været en drøm, siden vi begyndte. Jeg så dem i 2004, da de blev gendannet og har set dem utallige gange siden. Det er et fantastisk band og ét af de mest betydningsfulde inde nfor indierocken.

Lana Del Rey synes jeg også er spændende, da det viser, at vi tør tage nogle chancer, og at vi ikke er bange for at lave en festival, som der er spræl i og stikker lidt ud. Jeg glæder mig virkelig til at høre hendes nye album live – det skulle jo være temmelig mørkt.


NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter kan findes via GAFFA Live

ANNONCE