x

Lyt: 11 essentielle i marts

Lyt: 11 essentielle i marts

Playlists For All

Hør sangene nedenfor i Spotify og WiMP:

Klapp Klapp – Little Dragon

Det svenske popkollektiv Little Dragon med Yukimi Nagano i front er inden længe klar med deres fjerde album, Nabuma Rubberband. Som altid hos Little Dragon byder deres musik på et sandt sammenrend af instrumenter og genrer og således også den nye single Klapp Klapp, der starter ud som et tørt jazz-groove for så at udvikle sig til en eksplosiv popperle.

JJ – Reptile Youth

Indpiskeren Mads Damsgaard har haft travlt den seneste tid. For ud over at have offentliggjort Rangleklods-samarbejdet under navnet Slow Celebration tidligere på året, har han også færdiggjort plade nummer to med Reptile Youth sammen med partneren Esben Valløe. De to er lige nu ude med singlen JJ, der sender minder tilbage til The Stones Roses' groove og My Bloody Valentines guitarlyd.

Hundreds Of Ways – Conor Oberst

Med flere pladeudgivelser på CV'et end stort set alle andre 33-årige har Conor Oberst opbygget en strålende karriere med Bright Eyes som hovedafsender. Til maj er han klar med soloalbummet Upside Down Mountain, der blandt andet er lavet i et samarbejde med den musikalske troldmand Jonathan Wilson. Dømt ud fra førstesinglen Hundreds Of Ways er der endnu en stor plade i vente.

Crack Horse – Fossils (billedet)

Hvis der er noget, verden ikke har brug for, så er det flere egocentriske sangere og guitarister. Derfor er det desto mere befriende, at der findes et band som Fossils, der skærer helt ind til benet med blot trommer og bas og splintrer selv samme ben i et højoktan-inferno af støjrock. Den aarhusianske duos nye tredje udspil Flesh Hammer er intet mindre end berusende.

Out Of The Black (Feat. Robyn) – Neneh Cherry

Efter forrige års ultra-cool comeback med The Cherry Thing-coveralbummet er Neneh Cherry nu klar med Blank Projekt-albummet, der lavet i tæt samarbejde med den elektroniske-magiker Four Tet. Hør den nye single Out Of The Black, der er en duet med landsmanden Robyn, der har kaldet Cherry et af hendes største idoler.

I've Been A-Waiting – Thee Attacks

Af uransagelige grunde er der nogle, der har taget barndommens visdomsord med sig, for aalborgensiske Thee Attacks har valgt at stoppe, mens legen stadig er god. For efter to album, et hav af hæsblæsende koncerter og international anerkendelse har gruppen valgt at slutte af med et par afskedskoncerter og udsendelsen af et opsamlingsalbum, der blandt andet indeholder den nye og sidste single I've Been A-Waiting. Tak for denne gang.

Meet The Foetus / Oh The Joy – Brody Dalle

Med et beat lige så tørt som den ørken, hendes mand Josh Homme er vokset op i, er den tidligere The Distillers- og Spinerette-sangerinde Brody Dalle klar med første singleudspil fra hendes kommende debutalbum i eget navn. Garbage-sangerinden Shirley Manson og Emily Kokal fra Warpaint gæster på kor, og der er i sandhed dømt grrrlpower.

Say You'll Be There – MØ

Her, der og alle vegne – ja, det er ikke længere til at komme udenom MØ, og hvorfor skulle man også det, når Karen Marie Ørsted bliver ved med at udsende musikalsk guld? Ud over debutalbummet No Mythologies To Follow er MØ i denne tid også aktuel med en yderst vellykket fortolkning af det gamle Spice Girls-hit Say You'll Be There.

Rumble – Kelis

Tiden flyver af sted i godt selskab, og således er der gået 15 år, siden den amerikanske sangerinde Kelis brød igennem med den Neptunes-producerede debut Kaleidoscope. Til april er hun ude med album nummer seks betitlet Food og produceret af Dave Sitek, der også stod bag det seneste Oh Land-album. Tjek den klaverbårne soulsag Rumble allerede nu.

Don't Want To Go Home – The Quiet Boy

Der var engang et dansk band, der hed Gangway – de var rent ud sagt fantastiske og er stadig voldsomt savnede, her 17 år efter at de gik i opløsning. Heldigvis har bandets hovedsangskriver Henrik Balling nu startet projektet The Quiet Boy op sammen med sangeren Lester Noel fra Norman Cook-bandet Beats International, og minsandten om ikke det besidder samme fine popsensibilitet som hedengangne Gangway.

Hey Bulldog – Dave Grohl og Jeff Lynne

Til at markere 50 året for The Beatles' indtog i USA blev et storstilet hyldestshow vist på amerikansk tv i midten af februar. Blandt showets højdepunkter var Electric Light Orchestras Jeff Lynne i duet med Foo Fighters-frontmanden Dave Grohl på The Fab Fours albumperle Hey Bulldog.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA