Nyhed

Fantomet vinder MC’s Fight Night

Veteranerne måtte bøje sig, da 18-årige Fantomet fortjent tog titlen som Danmarks bedste freestyle-rapper i KB Hallen.

På en ujævn aften var det kun én rapper, der holdt niveauet hele aftenen igennem. Det var derfor fuldt fortjent, at Mads Viktor Hartvig Hansen, bedre kendt som Fantomet, slog Kejser A i finalen ved MC’s Fight Night 2006. Finalearrangementet stod i skyggen af Fight Nights faste kampleder Preachermans død for få uger siden, men efter behørig hyldest til en af Fight Nights ikoner var publikum og rappere klar til at lade traditionen fortsætte med Jøden som kompetent afløser i ringen.

- Jeg regnede ikke med at vinde. Jeg har hele tiden tænkt, at der var et par favoritter… MIKL og mig selv, sagde Fantomet, da han senere på aftenen fejrede sejren sammen med flere af deltagerne med en gang reggae på Nørrebro-baren Saxons. Fantomets meget lidt hiphoppede udseende var et gennemgående tema aftenen igennem, hvor alle hans modstandere forsøgte at få ham ned med punchlines om hårlængde og stramme bukser. Men det rører ikke Fantomet.

- Der bliver sagt noget om alles udseende. Hvis de kan sige noget originalt, har jeg ikke noget problem med det, sagde amagerkaneren.
Efter nogle svage kampe i den indledende runde, hvor kun Fantomet og sidste års finalist Kim Jensen for alvor havde vist prøver på hurtig og kreativ freestyling, steg niveauet i kvartfinalerne.


Fantomet fik æren af at slå den kun 14-årige publikumsfavorit Roar ud i sin kvartfinale, hvor Roar uimponeret kørte en flabet stil, men ikke kunne stille noget op overfor Fantomets sikre flow og evne til at levere pointer, som fik publikum op af sæderne i den varme sal.

Kim Jensen og Kejser A mødtes i en heftig battle mellem to hurtigt-tænkende rappere, der formåede at svine hinanden til på en mere elegant facon end de trivielle ”du er lam”-punchlines. Men Kim Jensen tabte pusten til sidst og dermed var der lagt op til en semifinale mellem de to gode venner Kejser A og Ham Den Lange. Kejser A var sin ven overlegen, og efter Fantomets fortjente sejr over MIKL i semifinalen, var det aftenens to bedste mc’er, der mødtes i finalen.

ANNONCE