Nyhed

Nibe Festival parat med syv nye navne

Den nordjyske festival offentliggør nye navne og melder halvt udsolgt

Den jyske festival i Skalsskoven er endnu engang klar med nye navne - i denne omgang er det syv af slagsen. Med på plakaten i år er Shaka Loveless, Stine Bramsen, Specktors, Michael Falch, Østkyst Hustlers, Jonny Hefty & Jøden og Tom Donovan. Således har arrangørerne fået fat i veteraner såvel som nye skud på stammen. 

Det er tredje år i træk, at Shaka Lovesless spiller på Nibe Festival, hvor han altså igen i år skal stå for popfest i skoven. Efter debuten i 2012 med bl.a. hits som "Tomgang" og "Ikke Mere Tid" er Shaka lige nu aktuel med sit andet Udspil "Det Vi Sku" Miste" og singlerne "Dengang Du Græd" og "2 Mod Verden". Stine Bramsen kender de fleste fra Alphabeat, men den 27-årige sangerinde er allerede godt i gang med sin solokarriere, som årets Nibe-publikum nu får chancen for at opleve. Bramsen skød solokarrieren i gang i januar med udgivelsen af singlen "Prototypical", der har været et hit i radioen og på den danske hitliste. 

Specktors er kendt for at starte et decideret festorgie, når de spiller live, og det vil de prøve endnu engang, når de gæster årets Nibe Festival. Her vil publikum sikkert tage vel mod sange som "Lågsus", "Slædemusik" og "Yndlingssang" fra trioen, der begyndte i 2008. Michael Falch behøver næppe nogen præsentation. Når den gamle kendig gæster Skalsskoven til sommer, bliver det med sidste års "Sommeren Kom Ny Tilbage" som omdrejningpunkt, men selvfølgelig spiller Falch også sange fra bagkateloget, der tæller hele 12 soloalbum. Det seneste udspil gav GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen fire ud af seks stjerner og ordene: "Sommeren Kom Ny Tilbage lykkes ved, at enderne samles for Michael Falch. Lyset mødes ukompliceret med mørket, og det står sådan set okay til hos Falchen. Det formår han som sangskriver at formidle på bedste vis".


Østkyst Hustlers har arrangørerne fat i én af de helt store veteraner. Hustlerne debuterede med en enorm gennemslagskraft med "Verdens Længste Rap" i 1995. Herefter udgav rapperne albums og hits som perler på en snor. Når Jonny Hefty & Jøden gæster Nordjylland til sommer bliver det ikke kun som musikalsk indslag, idet duoen også får konferenciertjansen på den Blå Scene i Skalsskoven. Der er altså garanteret dobbeltunderholdning. Tom Donovan og Nibe Festival er efterhånden som kaffe og kage. Det er bare bedre sammen. Ireren kommer igen i år og underholder med anekdoter og folk-sange.

De offentliggjorte navne er L.O.C., Rasmus Seebach, D-A-D, Medina, Marie Key, Ulige Numre, Go Go Berlin, Carpark North, Julias Moon, Panamah, Red Warszawa, TopGunn, Sebastian Lind, Vild $mith, Nico & Vinz, Psyched Up Janes, Mads Langer, Ukendt Kunstner og Kato vs. Safri Duo foruden dagens nye tilføjelser.

Nibe Festival finder sted fra 2.-5. juli. Billetsalget er i gang via festivalens hjemmeside.


ANNONCE