Ifølge et debatindlæg i Information er kvinderne ikke repræsenteret tilstrækkeligt i Roskildes program
Kønsdebatten raser overalt i samfundet og har gjort det i årtier. Nu har debatten så – igen – bredt sig til programmet på Roskilde Festival.
Under overskriften "Roskilde hørmer af testosteron" langer Informations musikredaktør Ralf Christensen nemlig ud mod årets program. En hurtig udregning viser, at kun 15 procent af de optrædende på årets scener er kvinder. "Kvinder står stadig ikke nok på scenerne, ja, i år står de endda rigtig sjældent på Roskilde Festivalens største scene, hvor 70.000 mennesker kan glæde sig til mænd i lårtykke stråler fra under den orange teltdug," skriver Christensen. Bedre står det til i det østjyske, hvor Northside Festival kan prale af dobbelt så mange kvinder på scenen, nemlig 30 procent." (På billedet ses Jenny Wilson, én af de få kvinder, der gæster Roskilde Festival som solist).
Det ærgrer Ralf Christensen, at Roskilde som kulturbærende institution, der både er politisk aktiv, står for kulturel dannelse i forhold til fortiden - via tilføjelsen af The Rolling Stones og Stevie Wonder - og som udlever egen kulturel dannelse i forhold til nutiden, svigter sin altomfavnende utopi i forhold til kønnet. Han afviser den "godhjertede tanke" om bare at lade tingene gå sin gang, fordi det er at sætte kønsdebatten ind i en markedsøkonomisk ramme, der er domineret af mandekønnet.
I sit debatindlæg udvikler Ralf Christensen en overordnet kritik af den mandsdominerede musikindustri:
"Vejen fra drøm til realisering er slidsom for alle musikere, men typisk især for kvinder. De henvises til sekundære instrumenter eller til mikrofonen allerede i tidlig musikundervisning. De er oppe imod en mandsdomineret kultur i øvelokalerne og et musikliv, der – trods positive forandringer – er fyldt med mandlige gatekeepers hos bookingbureauer, pladeselskaber, fagforeninger, musikpresse. Og i sidste led er de oppe imod festivaler, som lover dem en marginaliseret repræsentation og – måske værst af alt – snyder dem for de forbilleder, som inspirerer unge til at forfølge musikken. Og så hopper fødekæden af."
Det er ikke nemt at være kvinde, og det er åbenbart endnu sværere at være kvindelig musiker. Den ligestilling, som tilstræbes i samfundets øvrige aspekter halter bagefter i musikbranchen. Christensen konkluderer afslutningsvis lakonisk: "I virkeligheden skal vi takke Roskilde Festival for dens kønskonservatisme. For den fortæller os noget vigtigt om, hvad en passiv strategi i forhold til ligestilling kan afstedkomme: Ingenting."
Ralf Christensen kommer også med en liste over kvinder, som glimrer ved deres fravær på Roskilde-plakaten, blandt andre Beyoncé, Lily Allen og Miley Cyrus.
Hvad synes du om Ralf Christensens synspunkt? Er det rigtigt, at kvinder henvises til at synge eller spille "sekundære instrumenter", og skyldes de få kvinder på Roskilde-programmet kønskonservatisme, en overordnet maskulin sammensværgelse, det generelle musikudbud eller tilfældigheder? Hvad mener du?
Se musikvideoen til Jenny Wilsons "Autobiography":
