Boganmeldelse: Så Mange Var Ordene – Larsen, Rifbjerg og den danske sang

Samtalebøger har været den sikre vej til bestsellerlisterne, siden Møllehave og Andersens ”Det Skal Mærkes, At Vi Lever” udkom for tre år siden. Og nu er tiden så kommet til Kim Larsen versus Klaus Rifbjerg. Nationalskjalden og det post-kulturradikale forfatterikon taler om – danske sange. Et ganske oplagt emne, for også Rifbjerg har faktisk skrevet lidt sange gennem tiden, eller i hvert fald sangtekster, for eksempel ”Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil”, fremført af Daimi.

Udgangspunktet for bogen har været, at de to hovedpersoner og intervieweren Thomas Thurah hver har medbragt en stribe sange til fælles gennemgang. Herunder har Rifbjerg skullet vælge nogle af Larsen – og omvendt. Sangene – primært teksterne – har dannet grundlag for den efterfølgende diskussion, som ellers i princippet har kunnet handle om alt mellem himmel og jord – livet, døden og kærligheden, bare det har en eller anden rod i sangene.

Umiddelbart en ganske god idé, for sange kan – bare de er gode nok – rumme stor visdom, og både Larsen og især Rifbjerg er kendt som velformulerede debattører, som er ganske forskellige og samtidig har mange fællestræk. De er næsten af hver sin generation (årgang henholdsvis 1931 og 1945) og har levet af og beriget det danske sprog i flere generationer. Og hvad får de så ud af sangene?

Ja, sangene er primært folkelige sange, ofte hentet fra Højskolesangbogen, og er op til flere hundrede år gamle – tekster af folk som Brorson, B.S. Ingemann, Grundtvig, H.C. Andersen og Johannes V. Jensen. Grundet GAFFAs musikalske profil har overtegnede fokuseret på gennemgangen af sangene inden for de sidste 40 års pop og rock, hvor Larsen og Rifbjerg har kastet sig over blandt andre Steppeulvenes ”Lykkens Pamfil”, Larsen egne ”Kloden Drejer Stille Rundt” og ”Blip-Båt”, C.V. Jørgensens ”Middelmands Bunker” og Lise Cabbles ret ukendte ”Sidste Dans”, fremført af Peter Belli. Hvad angår C.V., har Larsen den ganske interessante opdagelse, at han finder Jørgensen for hård ved den såkaldt jævne, småborgerlige dansker, som Jørgensen spidder i nummeret. ”Tænk, hvis han havde skrevet sådan om en neger,” som Larsen skriver. Men det er vel et spørgsmål om hvem, man betragter som den underkuede, og som man ikke må trampe på, og hvem man ser som den, der har bukserne på – og som derfor godt må få en gang røg... Rifbjerg synes i øvrigt ikke, C.V. går over stregen, tværtimod. Det får de to en udbytterig snak ud af, ligesom Larsen her og andetsteds i bogen leverer en del kloge ord om sin egen sangskrivning

Fraklip i dvd-stil
I mange tilfælde får Larsen og Rifbjerg dog ikke sagt meget om de enkelte sange, men går hurtigt videre til meget andet løst og fast. For eksempel kommer d’herrer ind på hetzen mod Jørgen Leth, som de begge finder overdrevet – Larsen er dog lidt mere forarget over forargelsen end Rifbjerg – ligesom de ofte vender tilbage til deres barndoms- og ungdomsoplevelser og det politiske klima i ind- og udland, før og nu. Ofte med mange skarpe pointer, men også en del mere uforpligtende sniksnak.

Denne sniksnakken kan skyldes bogens redigering, hvor der tilsyneladende bevidst er medtaget en del smalltalk. Givetvis for at komme så tæt på den oprindelige samtalesituation som muligt, men det indebærer så samtidig lidt varm luft i den i forvejen ret kortfattede bog, hvor den tematiske indramning i de enkelte kapitler endvidere virker en kende tilfældig. Helt sort bliver det i en række såkaldte fraklip i bedste dvd-stil, hvor Larsen og Rifbjerg får sagt nogle aldeles forglemmelige gloser. Heldigvis får Larsen og Rifbjerg undervejs også fremført tilpas mange bevingede og tankevækkende ord til, at ”Så Mange Var Ordene” godt kan anbefales. Ikke mindst på grund af de mange gode sangtekster, der gengives undervejs. Bogen er hurtigt læst, men så kan man jo høre sangene bagefter. Eller endnu bedre – selv synge og spille dem.

Thomas Thurah: ”Så Mange Var Ordene – Larsen, Rifbjerg og den danske sang”, Gyldendal, 192 sider, vejledende pris 199,-. Er udkommet.