Nyhed

Køb Keith Richards' Ferrari

Rolling Stones-guitaristens Ferrari Dino 246 GT fra 1972 kommer under hammeren i næste uge

Hvis du har lidt ekstra penge på kistebunden og gerne vil have placeret dem fornuftigt og samtidig særdeles rock'n'rollet, var det måske værd at byde på en Ferrari Dino 246 GT fra 1972, som har tilhørt selveste Rolling Stones-guitaristen Keith Richards. Bilen kommer nemlig på aktion 9. maj på auktionshuset Coys i Monaco, og der er ikke noget mindstebud. Sammen med bilen får man et brev fra Rolling Stones' manager Alan Dunn, der bekræfter, at Keith Richards har været ejer af bilen.

Keith Richards købte den eksklusive sportsvogn i Californien i februar 1972 og beholdt den i 14 år, hvor han nåede at køre over 40.000 kilometer i den. I 1975 bragte han den med sig til England, og i 1986 blev bilen købt af en japansk samler.

Chris Routledge, som er partner i Coys, udtaler: "En Dino på auktion uden mindstebud er sjælden nok i sig selv og ville gøre dette til et særdeles eftertragtet samlerobjekt, men når man tilføjer, at bilen i mange år har tilhørt rockaristokratiet, bliver Keith Richards' bilen til den ultimative Dino og vil helt sikkert give enhver bilsamler og rockentusiast fuld 'Satisfaction'."


Ferrari Dino 246 GT blev produceret i perioden 1969-74 og er opkaldt efter Ferrari-grundlægger Enzo Ferraris søn. Bilen er fremstillet i 3761 eksemplarer. En hurtig internet-søgning fortæller, at andre Ferrari Dinoer til salg står i omkring to millioner kroner, uden dansk registreringsafgift.

Se bilen overfor – siger den ikke bare "Start Me Up"? Hov, kniber det med pengene? Husk, "You Can't Always Get What You Want".

ANNONCE