Nyhed

Flosstradamus og Dillon Francis gæster Store Vega

Der er lagt op til stor fest i Vega, når de sveddryppende dj's sætter dansegulvet i brand

I USA har de allerede nydt godt af de svedige og danse-inficerede shows, som de to dj-acts Flossstradamus og Dillon Francis leverer. Nu får det danske publikum også muligheden for at danse med til trap- og moonbahton-hits, når de begge gæster Store Vega lørdag den 19. juli.

Flosstradamus har brugt de seneste otte år på at breake nye stilarter verden over og er derigennem blevet noget, der minder om klub-konger i hjemlandet USA. De to producere og dj's, J2K og Autobots evne til at mixe hotte tracks på nye, uventede måder har været afgørende for deres placering øverst på clubbing-tronen.

Duoens remix af Major Lazers "Original Don" er et godt eksempel på deres kunnen. Alt, hvad de to drenge fra Chicago bringer ind i deres dj-sæts er gennemsyret af en uimodståelig humor, vævet ind i heftige dance- og trap-beats. Du kan høre den her forneden. 

Efter at være blevet opdaget af Diplo fra Major Lazers samt et samarbejde med ham på nummeret "Que Que" var Dillon Francis' gennembrud som dj sikret. Francis' særegne karakter både på og udenfor scenen har gjort ham meget populær på de sociale medier, hvor han ikke holder sig tilbage for noget. I juli måned udsender han sit første egentlige album, der kommer til at hedde "Money Sucks, Friends Rule". Herfra kan man allerede nu høre singlen "Get Low", som du også kan høre forneden.


Billetter til koncerten i Store Vega lørdag den 19. juli er i salg og kan skaffes via GAFFA Live


ANNONCE