Nyhed

Stor billedreportage: De kendte på Roskilde

Før Rolling Stones' koncert var festivalen oversvømmet af kendisser – fra Medina til Mogens Lykketoft

Når der spiller et stort navn på Roskilde Festival, kan man være sikker på, at det lokker masser af kendisser til. Den såkaldte Backstage Village sydede af kendte få timer før, Rolling Stones indtog Orange Scene, både musikere og andre notabiliteter. GAFFAs fotograf tog billeder af dem, og du kan se dem alle i GAFFAs gallerisektion, blandt andre Mogens Lykketoft, Nicklas Bendtner og Mikkel Hansen foruden musikere som Jesper Binzer, Tim Christensen og Medina.

GAFFA skulle naturligvis også lige høre, hvem de kendte skulle se og hvorfor:

Jesper Binzer, D-A-D:


– Jeg har ikke studeret programmet så grundigt, men jeg skal i hvert fald se Rolling Stones og D-A-D. Jeg er stor fan af Stones, og det bliver måske sidste chance for at se dem. Deres opsamling "High Tide and Green Grass" fra 1966 er fantastisk, og jeg synes faktisk, nummeret "Doom & Gloom" fra deres opsamlingsplade fra 2012 er ret fedt. Det er i orden, Mick.

Tim Christensen:

– Jeg kommer for at høre Rolling Stones, Stevie Wonder, Future Islands og Stones. Mit forhold til Stones er godt, men jeg er jo til den anden side (det vil sige fan af Beatles, red.). Jeg har ikke været på Roskilde, siden jeg spillede med Dizzy for fire år siden, så havde jeg lige brug for en pause efter ellers at være kommet der hvert år i 15-16 år.


Electric Lady Lab:

– I aften skal vi se Rolling Stones og Icona Pop. Og Diplo, Major Lazer og Arctic Monkeys senere på festivalen. Vi glæder os ret meget til Icona Pop. Vi skal lige tjekke ud, hvordan de afvikler deres live-setup, vi skal hen og lure og nørde. Vi kan forstå, de har været dj's. Og vi er fans af Stones, og det er jo et band, man skal have tjekket ud, inden det er for sent.

Medina:


– Jeg har lige hørt Outkast. Jeg har været kæmpefan af dem siden deres album "ATLiens" fra 1996, siden jeg var teenager. Vi stod dog lidt dårligt rent lydmæssigt. Og så skal jeg se Stones, for jeg vil gerne høre noget, der er uden for det nutidige lydbillede. Det tager dig ind i en boble af noget euforiserende andet, en lomme af følelser, man ikke er vant til i musikken i dag.

Kaka:

– Jeg skal høre Stones. Og jeg skulle have set Outkast, men det nåede jeg ikke, og det er bare nederen. Og jeg ville gerne have set Stevie Wonder på søndag, men der skal jeg selv spille. Men jeg er ellers åben. Min far har spillet meget Stones for mig i min barndom, og nu har jeg muligheden for at se dem, så det vil jeg gøre.


Kira Skov:

– Jeg skal høre Lykke Li og Stones i aften og Trentemøller med Marie Fisker i morgen. Jeg har været fan af Stones, siden jeg kunne stå og gå. Jeg har aldrig set dem før, og det bliver stort at opleve dem her. Jeg skal kun være her i to dage, for nu har jeg fået barn, men jeg er barnløs i to dage. Nu skal jeg opleve alt det, jeg falder over.

Mogens Lykketoft, formand for Folketinget og tidligere udenrigs- og finansminister:


– Jeg kommer for at se Rolling Stones. Det er så sjældent, de er her, det er syv år siden sidst. Vi er jo jævnaldrende, og jeg har fulgt dem i mange år.

Nicklas Bendtner, fodboldspiller:

– Jeg kommer for at se Rolling Stones, jeg er kæmpefan og har været det i mange år.


Mikkel Hansen, håndboldspiller:

– Jeg kommer kun for at se mine venner.

ANNONCE