Nyhed

Niarn er færdig – Niels Roos lever

GAFFA har talt med den sympatiske rapper, der efter en nærdødsoplevelse har lagt stofferne og sprutten på hylden

I september offentliggjorde Niarn via et åbent brev, at han havde været døden nær af et massivt alkohol- og stofmisbrug, og at han snart vil stoppe med at optræde under navnet Niarn. Vi har nu talt med Niarn alias Niels Roos om hans nedtur og hans fremtidsplaner.

Hvad har du lavet siden albummet Rød Aalborg fra 2009?

– I 2012 udgav jeg singlen Ik' Ny Til Det, der skulle have været forløber for et nyt album, der skulle udkomme på Copenhagen. Vi blev imidlertid enige om at stoppe samarbejdet, og jeg fik nyt management. I 2013 udgav jeg så singlen Pænt Grim, der skulle have været forløber for en ny plade eller ep senere på året, men så blev jeg jo indlagt og var ved at dø i mellemtiden. Det satte ligesom en stopper for den plade, haha! Derefter ændrede alt sig. Niarn har altid været en del af mig – en eksistens indeni Niels, men efter indlæggelsen eksisterede han simpelthen ikke længere, og så måtte jeg se på mine muligheder.


Hvad var de?

– Den ene mulighed var, at jeg tog min nyfundne ædruelighed med over i Niarn og gjorde ham til en bedrevidende ædru alkoholiker, og det ville jeg altså ikke udsætte ham for, haha! Den anden var, at jeg simpelthen spillede rollen som Niarn og lavede en ny plade under det navn og så ellers spillede skuespil og drak alkoholfrie øl og vodkaflasker med vand i, når jeg var ude at spille, og det ville jeg aldrig kunne gøre, for hvis der er noget, Niarn står for, så er det at stå ved, hvem man er. Så det eneste, jeg reelt kunne gøre var at begrave ham.

Hvornår opdagede du, du havde et problem?


– Jeg havde vidst det længe, før det gik helt galt. Det handlede bare om at holde det skjult for omverdenen, at jeg havde ramt bunden og reelt set ikke længere havde kontrol over mit eget liv. Alkoholen og stofferne havde fuldstændig taget styringen. Jeg kunne ikke engang planlægge en dag frem til sidst.

Du beskriver i dit åbne brev en lang nedadgående spiral – hvad bestod den af?

– Begyndelsen på den nedadgående spiral begyndte ved, at jeg lod mig diktere for meget under arbejdet på Rød Aalborg, som endte med at være meget langt fra den plade, jeg gerne ville lave. Jeg hader for eksempel singlen Moderne, det var en sang, jeg blev opfordret til at lave, og jeg kan fucking ikke udstå det nummer. Jeg fik ikke engang lov til at vælge coveret til albummet, og der var ikke særlig meget, der blev, som jeg gerne ville have det. Jeg var for ung og uerfaren, og var i virkeligheden bare overrasket over, at der overhovedet var nogen, der havde lyst til at udgive min musik og spille det i radioen. Jeg burde have banket i bordet, men det havde jeg ikke selvtillid til. Pladen blev ikke så stor en succes som forventet, og det kunne mærkes på min økonomi, og så begyndte jeg at drikke rigtig meget og tage mange stoffer. Sådan et misbrug er jo ikke ligefrem gratis, så jeg begyndte at sige ja til at medvirke i tv-programmer som Til Middag Hos og spille i storcentre klokken to om eftermiddagen …alt sådan noget lort, der bare gjorde, at jeg drak mere og tog flere stoffer. Det var skruen uden ende.


Du tager på en sidste turné som Niarn. Er du ikke bange for at rive op i alt det negative?

– Nej. For det er et overstået kapitel for mig. Jeg ser det mere som en række gode minder og et positivt tilbageblik på tiden med Niarn – så slemt var det jo heller ikke, det hele, haha!

Hvad har det gjort at blive far?


– Det har mest af alt givet mig en meget vigtig grund til at forblive ædru. Jeg har talt med folk, hvor deres misbrug er gået ud over deres børn, og det skal min datter aldrig nogensinde opleve. Jeg er så fuld af kærlighed til det lille væsen, og jeg er glad for, at hun ikke kommer til at opleve den person, jeg var engang. Hun skal have den barndom, hun fortjener.

Hvad byder fremtiden på?

– Der kommer til at ske nogle spændende ting, men alt er hemmeligt lige for tiden. Jeg har udgivet en opsamling, og jeg spiller nogle farvel-koncerter, men så kan jeg heller ikke sige så meget mere. Men der kommer helt sikkert nyt fra min hånd – noget er musik, andet er ikke. Jeg er ikke færdig. Niarn er.

ANNONCE