Her er årets bedste danske album – nummer 5-1

GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2014 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. 

Vi begyndte i sidste weekend med årets bedste internationale album og fortsætter i denne weekend med årets bedste danske udgivelser. Vi lagde ud med nummer 10-6 i går og fortsætter nu med nummer 5-1. Hør nederst en playliste med sangene i Spotify og WiMP.

5. Love Shop - Kærlighed og Straf

(A:larm Music)

Kærlighed Og Straf er klassisk Love Shop, og derfor giver det stadig god mening at fastholde bandnavnet, hvor Jens Unmack er eneste tilbageblivende efter Henrik Halls og Hilmer Hassigs alt for tidlige død. På bandets 10. album synger Jens Unmack med usvigelig klarhed i sin helt egen poesi, der indeholder alle de drømme og savn, som en god popsang nu en gang er lavet af. Og Jens Unmack er som altid ikke bleg for at bøje det i neon. Det er den velkendte dryppende melankoli og duften af barndommens uskyld, der strømmer ud af højttalerne.

4. Iceage – Plowing into the Field of Love

(Escho)

Københavnergruppen, der for alvor har slået sit navn fast i det amerikanske, har (atter) rykket sig voldsomt fra den foregående plade – og ikke mindst fra debutpladen New Brigade. På treeren Plowing into the Field of Love eksperimenterer gruppen med nye retninger, selvom vi ingenlunde er væk fra den dystre og (delvist) smadrede punkæstetik, gruppen stadig befinder sig i. En rivende og ærlig plade med lyden af en gruppe, der kører punktraktoren frem på nye spændende veje.

3. Lars H.U.G. – 10 Sekunders Stilhed

(Sony Music)

Ingen kan som Lars H.U.G. krukke sig gennem det danske sprog med sit helt særlige knæk i stemmen, og bare for denne kvalitet er albummet det hele værd. Lars H.U.G.s dansksprogede sange har været savnet, og uden helt at komme i nærheden af hovedværket Kysser Himlen Farvel og efterfølgeren Blidt Over Dig fuldender han sin trilogi ganske flot. Det er lyden af en anden poptid, som kæmper for en plads i dagens lydbillede. Jo, lykken er stadig lunefuld.

2. Folkeklubben – Danmarksfilm

(ArtPeople)

Oven på sidste forårs velfortjent velmodtagne debut har trioen turneret landet tyndt, og det høres her, hvor lytteren præsenteres for et poetisk patchwork af danmarksbilleder. Musikalsk set lægger pladen sig i klar forlængelse af sin forgænger, om end der er skruet lidt op for effekterne, og ligesom sidst blandes anakronisme og friskfyrsfacon på charmerende vis. Der synes at ligge begavelse og ægte sproglig sans bag teksterne her, og begge dele hører faktisk til sjældenhederne.

1. MØ - No Mythologies To Follow

(Sony Music / Chess Club / RCA Victor)

No Mythologies To Follow er bygget op omkring MØs signaturlyde i et elektropop-univers, der især er kendetegnet ved Ronni Vindahls små udsmykkende og meget fængende guitarfills, der ofte er et hook i sig selv, sammen med MØs samplede råbe-vokal, der i høj grad udgør numrenes lydmæssige dybde og røde tråd. Lyden er international med stort I og bærer et sprødt lydbillede af den brede beatbaserede slags. Ambitionerne skinner for alvor igennem på denne plade.