x

MØ efter fire GAFFA-Priser: Fuck succes!

MØ efter fire GAFFA-Priser: Fuck succes!

Hun har stadig adresse i et stor-kollektiv på Rådhuspladsen, men til februar hedder bopælen L.A. Da hele den tunge række af nordamerikanske festivaler står for tur til foråret og frem, og da den fynske dynamo har hittet gevaldigt – også på de nordamerikanske breddegrader – rykkes adressen mod vest i en periode. Men hjemlandet, lillebitte Danmark, er langtfra glemt, og MØ taler stadig drevent fynsk, hverken krydret med eksotisk Lars Ulrich- eller Brigitte Stallone-Nielsen-accent.

MØ er lige så sjov, levende og energisk som de andre gange, jeg har mødt hende, og det hele foregår samtidigt med, at en make-up artist er på overarbejde, hvor der indimellem intenst bliver diskuteret – og forsøgt – forskellige varianter, for eller imod mascara, "synes jeg ser lidt bagstiv ud". Og den slags. MØ gider ikke fremstå for maskulin, "det gør jeg sgu rigeligt i forvejen", hvor pigen med forvandlingskuglerne går efter kanten, at "smoshe" sminken ud, "'90'er-læbe" og andet godt.

Måske kernen af MØs succes? Totalt Q og samtidigt tydelige maskuline elementer i hendes egen lille særegne kombination. Og meget passende på personen selv. Hun er en sprællevende, sød, skør og charmerende, som kun en pige kan være det, og så bander hun værre end Dave Grohl og Noel Gallagher tilsammen, og med særlig intensitet. Det er "fucking det", "fucking this", "fucking that" og "fuck, for helvede mand, det er for sygt" og "mega crazy vildt", men på den glade måde. Lidt som førnævnte Gallagher – som jeg interviewede dagen før – sagde om 20 året for Definitely Maybe. Hvor Never Mind the Bollocks (Sex Pistols, 70'ernes måske vigtigste rockalbum, red.) var "rage and anger", var Definitely Maybe "rage and joy". Skal vi sige, at der er godt med ravage, crazyness og kaos i MØs fremtoning og performance, men med en helt ekstrem livsglæde og vitalitet som det bærende fundament.

Tak fordi I forstår mig

Men til sagen:

MØ, du har vundet fire GAFFA-Priser ved showet i Bremen Teater 4. december: Årets Danske Album, Årets Danske Popudgivelse (begge "No Mythologies to Follow"), Årets Danske Kvindelige Kunstner, Årets Danske Hit ("Don't Wanna Dance"). Læserne elsker dig, har du plads i skabet til flere? Og er du ved få rygproblemer over at skulle slæbe på alle de pokaler og trofæer efterhånden?

– Ved du hvad? Jeg mener virkelig, at jeg er både totalt overrasket og helt vildt glad, for at læserne har stemt på mig, og at jeg har vundet alle de priser, tusind tak! Jeg er glad for, at folk forstår mig og supporter det, jeg laver, og at det betyder noget for dem. Jeg er fucking glad for, at de gider at være en del af mit crew, haha!

Helt ærligt, hvordan kan du være overrasket, du er vel nok sådan cirka den eneste?

– Jamen, jeg vandt jo to sidste gang, så jeg tænkte at det max kunne være en eller to denne gang. Og så har jeg været oppe imod en person som Tina Dickow. Hils hende mange gange, hun er totalt badass!

Tina, en stærk kvinde, der bag de lange lyse lokker og de smukke, brune dådyrøjne og den blide facon er i harmonisk kontakt med sin indre mand og en gør-det-selv- pige, der ikke behøver at hæve stemmen for at få skabet til at stå, som hun vil. MØ eller Karen Marie er ikke mindre selvstændig og er langtfra lanceret som stereotyp nipsgenstand.

– Jeg føler, at jeg har fået lov til at fremstå ægte, og også har fået opbakning fra label og andre til at være det. En ting er, at jeg aldrig ville kun finde ud af at spille en eller anden fucking dukke, det ville være en tåkrummende katastrofe. Jeg har altid været en drengepige, og jeg føler, at verden er klar til det.

Er den det? På den ene side er det den benhårde pige, der skal redde den lille indespærrede dreng, som en anden Tornerose, i tidens største ungdomsfænonmen, Hunger Games, på den anden side glimrer kvinderne med deres statistiske fravær – ikke mindst i den danske musikbranche?

– Rigtigt med Hunger Games, men i musik kan du se stjerner som Lorde og FKA Twigs, der taler om "unperfection". Det virker som om, verden er fucking liderlig over den slags lort for tiden, hvor folk bare er uperfekte og skæve.

Så har du en Instagram-kultur, hvor ikke mindst mange piger stresses mod stramme skønhedsidealer og evig ungdom?

– Ja, den er der, hvor man skal være perfekt og god til alt. Den urealistiske perfektionisme er fæl, og den er overalt. Det er internettets dualitet. Skøn frihed til at udtrykke sig og mødes, men også et sted, hvor folk mobber hinanden hårdt, og "haters" har frit spil.

Se Martin Brygmann give den som MØ til GAFFA-Prisen, hvor MØ desværre ikke kunne være til stede.

 

 

 

En surrealistisk drømmebølge

Er der piger, der takker dig for at give dem modet til at dyrke det uperfekte?

– Det er der, og det er noget af det, der gør mig allermest glad. Det er så fedt at mærke den kærlighed. Selvfølgelig er der udfordringer og forhindringer. Der kunne være mange flere kvindelige producere, men det vigtigste er at gå efter de bedste, og at mennesker følger deres interesser. Det skal være den bedste, der får jobbet, fuck kønnet, det er lige meget. Der er flere mænd, der producerer og kan lide motocross, det er en interesse-ting. Men kig på de danske universiteter, det er 75 procent kvinder og en masse med indvandrerbaggrund, det er fedt. Så kører det sgu da rimeligt psyko-godt for kvinderne.

 2014 har været dit år, hvad har været de største øjeblikke?

– I den store verden er jeg en lille fisk, men det går godt. Jeg spillede Shepherd's Bush Empire (fantastisk London-spillested, red.) hvor der var udsolgt, fantastisk, At jeg pludselig var med Iggy Azalea (MØ synger omkvædet på verdenshittet Beg For It, red.) var sgu også ret vildt, og så at møde Sporty Spice var helt psyko. Havde jeg vist som barn, at jeg en dag skulle møde Sporty Spice, var jeg faldet om, fået hjertestop og var død. Så stor fan var jeg. Så er der ting, som når en person kommer og siger, at mit album har reddet vedkommendes liv. Det hører jeg, om det så er rigtigt, er et andet spørgsmål… Der er både de små og store ting. Det har været det vildeste, fedeste og mest intense år nogensinde, helt sikkert. Jeg har redet på en surrealistisk drømmebølge, som er det, jeg har drømt om, siden jeg var syv år gammel.

Lykkelig stress

Har det også kostet? Du er naturbarn, men det er svært at fange frøer i mosen, når man sidder på Sunset Boulevard og skal videre til Houston to timer efter?

– Det er rigtigt, selvfølgelig har det været sindssygt hårdt, og jeg har i perioder haft stress, men på en god måde, på en måde hvor jeg var lykkelig. Jeg vil meget nødigt sidde og pibe. Men jeg er begyndt at dyrke yoga, det havde jeg aldrig troet.

David Lynch har mediteret, vist op til en time hver dag i 40 år, så måtte sættet på Twin Peaks lige vente et øjeblik. Lidt det samme?

– Ja, det giver seriøst god mening. Når man er "kunstner-type" kører ens hjerne konstant, derfor er det vigtigt lige at slappe af en gang imellem. På den anden side så er det fucking også bare med at klø på, mens den er der.

Elsker alle, men tiden kniber

Du er tydeligvis dig selv, men de begivenheder, alle mennesker oplever, præger og udvikler dem, det gælder fra dødsfald og bankerot til succes og børn. Hvordan har det sidste år ændret dig?

– Jeg har altid været dårlig til at spille en rolle, men du har helt ret i, at store begivenheder i ens liv er det, der rykker én, og der er ting, der har ændret sig. Jeg har lyst til at være bedste venner med alle i hele verden, men nu bliver jeg nødt til at sige: "Jeg har simpelthen ikke mulighed for at bruge tid på dig nu" til folk indimellem. Det havde jeg aldrig troet skulle ske.

Betyder det noget, at du er solist og må tage både succesen, opmærksomheden og skraldet selv?

– Ja, helt klart, jeg føler, at jeg kan sige nogle ting, og at folk lytter.

Har succesen givet dig mod og inspiration til at tænke større?

– Ja, det vil jeg sige, men det er først nu, hvor jeg igen føler, hvordan jeg har det rent kreativt, det sidste halve år har bare været, sådan "whoosh..." Nu har jeg virkelig en trang til udtrykke mig igen, som er meget modsat at føle sig presset af folk omkring en. Nu har jeg brug for at lukke al den damp, der har hobet sig op, ud igen. Jeg kan mærke den oprindelige drivkraft.

Jeg kan forestille mig, at du har følt et stærkt pres om at skulle levere. For eksempel er der historien med Iggy Azalea på Saturday Night Live. Er den blæst op, eller var du ved at knække lidt?

– Ja, selvfølgelig har der været pres, når jeg er gået fra undergrundspigepunk til store internationale scener og tv-shows. Okay, det andet – jeg har faktisk glædet mig til spørgsmålet, det hænger sådan sammen. At jeg ikke var med i American Music Awards (som ellers var annonceret, red.) var et rent logistisk spørgsmål, det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Det går stærkt. Jennifer Lopez og Charli XCX var med i forvejen. Grunden til, at det kiksede på SNL, var at jeg ikke havde taget in-ears (øremonitors, red.) på, for det plejer jeg ikke. Men jeg skulle nok have tænkt: "Det er Saturday Night Live, og du skal ind og feature på en sang, du ikke har skrevet, som er meget anderledes end dig. Måske skulle du bare tage de fucking in-ears på, så du er sikker på, at det ikke går galt." Men alt havde fungeret til prøven, og da vi så kom på live, og jeg sang "I know...." var det et halvt sekund forsinket. Jeg er meget dårlig til at fake den slags, så jeg var bare "oh, fuck"… Ellers havde jeg det fedt.

Fuck succes

Du er braget igennem internationalt i 2014. Kan du midt i glæden også mærke et hårdt pres for at følge op på succesen?

– Fuck succes! Det handler om kunsten og kreativiteten, og at du gør det, du synes er fucking fedt. Der vil altid være nogen, der forstår dig, det behøver ikke at være hele verden. Hvis man jagter succesen, får man den ikke. Det er det samme som, at hvis du render efter en fyr, så får du ham ikke. Bare gør din ting, don't worry. Jeg fucking ved, det er sådan, det er.

Hvad skal der ske i 2015. Rygterne svirrer om milliondollar-budget på ny video, der skal optages i Indien og ny plade til maj, er det rigtigt?

– Haha, af gode grunde er der ting, jeg ikke kan sige. Men ja, jeg skal lave video, og jeg skal af sted, men jeg må hellere lade være med at sige mere, ellers får jeg skældud. Det er for tidligt at sige, hvornår der kommer et nyt album, men der sker noget, der er meget gang i den. Vi har ikke en eneste helt færdig sang endnu, men tusind skitser. Der er forskellige producere inde over, men Ronni Vindahl er den primære – "he's my guy" – måske ender det med kun at blive ham og mig. Der er gang i tusind ting hele tiden.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA