Nyhed

Fremadstormende Kwabs giver sin første koncert i Danmark

Den britiske sanger svinger forbi København, inden han indtager scenen på Roskilde Festival

Den britiske electro-soul sanger Kwabs er blevet spået en storslået karriere af musikmedier verden over, og nu kan du opleve ham i intime rammer på Pumpehuset den 17. april - forud for hans koncert på dette års Roskilde Festival. 

Kwabs har nydt anerkendelse i hele Europa med singlen "Walk", der er strøget til tops på de tyske hitlister og i øjeblikket ligger nummer fem i Schweiz og Østrig. Også herhjemme har han domineret radiofladerne, blandt andet som P3's Uundgåelige. 

Han er blevet inkluderet i BBC's "Sound of 2015" og også GAFFA-guiden har afsat en plads til den store stemme. Du kan læse vores miniportræt i artiklen "De bliver store i 2015" her.


Kwabs har netop offentliggjort, at han smider sit debutalbum "Love + War" på gaden den 18. maj og udtaler i den forbindelse: "Jeg er så begejstret for endelig at annoncere detaljerne om mit debutalbum. Det føles godt at udgive ny musik efter et fantastisk 2014. Responsen i England og nu internationalt har været overvældende (...) "Perfect Ruin" er en af mine yndlingsnumre på albummet og ud af alt materialet er det højst sandsynligt den sang, fans har været mest interesserede i at høre i et færdigt miks".

Den 24-årige sanger har blandt andet arbejdet med Sohn og Dave Okumu og har derudover udgivet tre ep'er "Pray For Love", "Wrong Or Right" og "Walk", der alle er blevet modtaget med rosende ord. 

Billetsalger starter i dag og du kan finde billetter til koncerten her. Herunder kan du se fan-favoritten "Perfect Ruin" blive fremført i sneklædte landskaber:


ANNONCE