x

Tunng til Roskilde Festival?

Tunng til Roskilde Festival?

Erfaringen tilsiger, at man skal være varsom med at stole alt for blindt på verserende rygter om, hvorvidt dette eller hint navn gæster Roskilde Festival. Dette gælder også den engelske neo-folk-electronica-gruppe Tunng, som på deres MySpace-side annoncerer, at de lægger vejen forbi festivalen i år.

På Roskilde Festivals hjemmeside meddeles det dog ikke, om Tunng besøger dette års udgave af festivalen. På samme hjemmeside forefindes i øvrigt en hel side som omhandler "rygter", der svirrer, inden festivalen offentliggør det endelige program.

Der står blandt andet: "En henkastet bemærkning på scenen eller en kommentar på et bands hjemmeside starter hvert år laviner af spekulationer om kommende navne på Roskilde Festivals program. Nogle gange viser der sig at være hold i et vedvarende rygte, og andre gange er det ganske enkelt skudt helt forbi".

Endvidere anbefaler Roskilde Festival, at man går ind på deres hjemmeside for at få be- eller afkræftet et rygte. Men endnu står der, som sagt, intet skrevet om, at Tunng slår et smut forbi sommerens festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA