Nyhed

Efter Björk: Her er 10 andre stærke breakup-album

Listen over album, der omhandler forliste kærlighedsforhold, er lang. Her har vi samlet ti af de vigtigste.

Björk har netop udgivet det meget roste album "Vulnicura", som hun ikke lægger skjul på er et album udløst af hendes brud med den mangeårige partner, billedkunstneren Matthew Barney. I den anledning har vi fundet 10 andre skilsmissealbum frem, som vi varmt kan anbefale – uanset om du har held eller uheld i kærlighed. Her kommer de i omvendt kronologisk rækkefølge.

Peter Sommer: Alt Forladt, 2013

Danmarks skilsmissealbum nummer et. Efter bruddet med musikerkæresten Lise Westzynthius bedrev Sommer et hudløst ærligt album, der gik helt tæt på de følelser, han gik igennem. "Sommer beviser, at noget stort og smukt kan komme ud af smerten", skrev GAFFA, og den melankolske troubadour blev da også belønnet med fire Danish Music Awards-nomineringer for at have klynget sit hjerte ud til hele moderlandet. Hør nummeret "Hvorfor løb vi" her:


Lise Westzynthius: Tæt på en kold favn, 2012

Sommer skulle dog have løbet stærkere for at slå ekskæresten i kapløbet om at sætte ord på det kulsejlede forhold. Westzynthius udgav nemlig allerede et år tidligere en række breakup-ballader, der eksplicit handlede om de tos brud. Om Westzynthius' sår var helet hurtigere end eksmandens, levner historien ikke noget om. I hvert fald er det sjældent, at vi får en så detaljeret kendis-breakup-historie at høre – fra begge parters side. Hør nummeret "Tæt på en kold favn" her:

Jack White: Blunderbuss, 2012


Rock-ikonet Jack Whites ægteskab med den britiske topmodel Karen Elson endte med et brag: Parret, som sammen har to børn, afsluttede deres seks år lange samliv med et holde en kæmpe fest. Umiddelbart lyder det som et brud uden hard feelings, men kort efter udgav White sit debut-soloalbum, hvor han på flere sange refererede til en "forræderisk kvinde". Han nægtede dog, at albummet skulle have noget at gøre med skilsmissen. Ikke desto mindre er de hidsigt-melodiske rocksange et sublimt soundtrack til nedkaldelse af dæmoner over ekskæresten en mørk søndag eftermiddag. Lyt til nummeret "Hypocritical Kiss" her:

Kanye West: 808's and Heartbreaks, 2008

2007 var et hårdt år for Kanye West. Han og kæresten, Alez Phifer, brød efter to år deres forlovelse, og kort efter døde sangerens mor af komplikationer fra adskillige operationer. Ud af det kom dette hjerteskærende album, der blev omtalt som et "emotional masterpiece" og med titler som "Welcome to Heartbreak" og "I see you in my nightmares" viste hidtil usete og dybe sider af kunstneren. Lyt til nummeret "Welcome to Heartbreak" her:


Amy Winehouse: Back to Black, 2006

Hvordan kommer man bedre over et forhold end at kaste sig ud i en kreativ deroute bestående af hårde stoffer og hjertesorger? Winehouse var kendt for sin hudløshed, og efter bruddet med husbonden, Blake Fielder Civil, forvandlede hun på "Back To Black" kærlighedskvaler til ørehængere, mangen en pige (og dreng) har skrålet med på. Ved Winehouses tragiske død i 2011 udtalte Civil: "Jeg vil aldrig igen føle sådan en kærlighed, som jeg følte for Amy. Mine tårer vil aldrig tørre." Lyt til nummeret "Tears Dry On Their Own" her:

Feist: Let it Die, 2004


"Nu ved jeg, hvad jeg ikke vil have – det lærte jeg med dig", synger en pragmatisk Feist på dette album, hvis titel da også signalerer en vis resignation. En anderledes slå op-plade, der dealer med det knuste hjerte på en praktisk frem for navlepillende måde, men hvis bløde melankoli alligevel kalder på tårer og kleenex. Lyt til nummeret "Lei it Die" her:

Beck: Sea Change, 2002


Den ultimative breakup-plade. Efter ni års samliv fangede Beck sin kæreste og stylist, Leigh Limon, i utroskab, og de næste uger brugte han på at bearbejde chokket i en samling følelsesfulde sange. Han tøvede dog med i den grad at udstille sit privatliv, men producer Nigel Godrich overtalte ham, og fans verden over kvitterede begejstret. Lyt til nummeret "I guess I'm doing fine" her:

Bob Dylan: Blood on the Tracks, 1975.


Selvom Dylan selv nægter, at hans 15. studieabum "Blood on the Tracks" skulle handle om skilsmissen fra hans første kone, Sarah, er det just sådan, det af fans og presse er blevet opfattet. Pladen udkom nemlig lige efter de tos brud og behandler temaer som vrede, hjertesorg og ensomhed med sangtitler som "You're gonna make me lonesome when you go" og "Tangled up in Blue". Lyt til nummeret "Tangled up in Blue" her: John Lennon: Plastic Ono Band, 1970

Eksbeatlens solodebut handler sandt at sige ikke om et forlist kærlighedsforhold i klassisk forstand, men må alligevel siges at være et breakup-album af de store. Lennon gør her ikke kun op med sit bagland på nummeret "Mother", men også med samfundet generelt på "Working Class Hero" og "Power to the People". Ikke mindst sætter han endeligt punktum for Beatles-epoken på "God": I don't believe in Beatles, I just believe in me." Lyt til nummeret her:


Frank Sinatra: In the Wee Small Hours, 1955

Det første såkaldte konceptalbum med de erklærede temaer ensomhed, tabt kærlighed og fejlslagne forhold. Den bløde crooner var netop blevet forladt af skuespillerhustruen, Ava Gardner, på grund af begges kraftige hang til sidespring. Pladen skal efter sigende være inspireret af bruddet, og coveret afspejler da også den blå stemning med billedet af en ensom Sinatra, apatisk stirrende frem for sig. Det perfekte baggrundsmusik til at mindes "the one that got away". Lyt til nummeret "In the Wee small Hours of the Morning" her:


ANNONCE