Nyhed

Nye datoer for Strøm Festival 2015

For første gang i fem år får Strøm Festival to lørdage at boltre sig på

Strøm Festival spreder elektronisk musik ud over hele København fra den 8. til den 15. august 2015.

Den 9. april offentliggør Strøm Festival fire navne til årets plakat, og fejrer det samtidigt med en kick-off fest på Jolene i Kødbyen.

I de seneste år har festivalen foregået fra mandag til søndag, men i år rykkes festivalen frem, så den foregår fra lørdag til lørdag. Derfor er det nu muligt for festivalen at åbne og lukke med to fester og samtidig have den mellemliggende uge til at præsentere nogle af den elektroniske musiks skarpeste udenlandske og danske kunstnere.


Festivalleder Frederik Birket-Smith siger: "I år vender vi Strøm på hovedet og starter landets største festival for elektronisk musik på en lørdag. Det giver os spændende muligheder i forhold til program og indhold, ikke mindst med to lørdage på én festivaluge. Vi kan virkeliggøre nye ideer, alt imens vi fortsætter vores successer. Over og under jorden, over hele byen."

De to lørdagsfester foregår på forskellige locations og får også hvert deres musikalske fokus. Det er netop diversiteten i genrer, som Størm Festival er kendt for. Under mottoet "Celebrating electronic music" hylder Strøm Festivals program den elektroniske musiks mangfoldighed, når musikken spiller hovedrollen til en lang række events. Her bliver både nye locations og etablerede favoritter bragt i spil.

Allerede fra den 9. april offentliggør Strøm nye navne til årets festival, når sløret løftes for to events og fire internationale acts. De slutter sig til den allerede offentliggjorte koncert med Flying Lotus (billedet) på Vega den 12. august. Strøm starter offentliggørelserne til årets festival med en fest på Jolene i Kødbyen torsdag den 9. april fra klokken 22. Her spiller dj's fra Strøms sekretariat og kuratorgruppe. Entreen til festen er gratis. 


Du kan læse mere om Strøm Festival 2015 her.

 

ANNONCE