Den BAFTA-vindende dokumentarist Asif Kapadia giver første smagsprøve på sin kommende film om sangerinden
Da Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning i juli 2011 og således meldte sig ind i den famøse Klub 27, påbegyndte hun rejsen til at blive endnu tragisk legende, der døde for tidligt. Sangerinden er nu blevet emne for en dokumentarfilm, og du kan se det første klip fra "Amy: The Girl Behind The Name" her forneden.
I klippet mindes den afdøde sangerinde sit sangskrivningssamarbejde med Nick Schmansky, et medlem af hendes managementhold. Hele dokumentaren har premiere på Cannes filmfestival i denne måned, og bag den står Asif Kapadia, der tidligere har vundet en BAFTA for sin dokumentar "Senna" om racerkøreren af samme navn.
"Amy: The Girl Behind The Name" skulle indeholde tidligere uhørte tracks, uset arkivmateriale og bliver promoveret som historien om den seks gange Grammy-vindende Winwhouse "med hendes egne ord".
Dokumentaren har dog allerede modtaget kritik fra Winehouses familie, hvor særlig hendes far Mitch har været højrøstet og truer med sagsanlæg. Han kritiserer dokumentaristerne for at lade Amy Winehouses ekskæreste Blake Fielder-Civil besudle filmen med sine løgne.
"Blake siger i filmen, at grunden til, at Amy var sådan, var mig - ikke fordi han gav hende crack og heroin, og fordi han fuldstændig manipulerede hende og fik hende styret ind i et førsteklasses stofmisbrug. Hvis sandheden om Blake kom ud, ville han ikke få lov at vise sit ansigt på gaden, så hvordan de kan tillade ham at komme med den påstand om mig er både sårende og ubegribelig," udtaler han, og forklarer, hvordan familien hjalp Amy Winehouse igennem hendes afhængighed: "Jeg var der for hende. Vi var der hver dag, og Amy ringede til mig op til syv gange om dagen. Det indgår ikke i filmen overhovedet. Især da hun var syg, var jeg der hele tiden."
Se klippet her: