Nyhed

Når Distortion rykker indendørs

Vi ELSKER fester under åben himmel. Men hvordan går det med at få trukket folk indendørs om aftenen til Distortion Club?

Se en stribe billeder fra Pumpehuset-festen her

Hvordan får man rykket tusindvis af glade festfolk fra de populære udendørs gadefester ind i klubberne om aftenen til Distortion Club? Det er en nød, som festivalen gennem årene har forsøgt at knække på forskellige måder – for det er jo dér, om aftenen, på klubberne, at man finder det rigtige program, som Thomas Fleurquin nævner det i dette interview; der, hvor der er brugt tid og penge og bookingkræfter for at få de rigtige, spændende navne på plakaten. Dem, som burde tiltrække festivalgæsterne, egentlig, også fra udlandet.

Men hvordan gør man det, når sommeren lige er kommet væltende på det helt rigtige tidspunkt, og når folk bare ikke vil slippe festen under åben himmel igen, og når langt de fleste af de mange tusind mennesker, der deltager i Distortion, egentlig nyder de udendørs ting mest? Og bare bliver hængende på asfalten, i stedet for at betale for at rykke indendørs og lægge penge i døren for det bookede lineup?

Nogle år er nødden blevet knækket, andre ikke. I år ser det ud til at være lykkedes i de fleste tilfælde. Det lykkedes både for Jeff Mills- og for Tale of Us-festen på Boxen henholdsvis onsdag og torsdag. Og for Off-Distortionfesten på KB18 torsdag, der kløgtigt nok startede festen med åbne døre. Men som så selvfølgelig også havde den fordel at ligge midt i den bydel, hvor festlighederne foregik og dermed næppe kunne mislykkes.

Det lykkedes heldigvis også for Calyx & Teebee-festen i Pumpehuset fredag nat, hvor dansegulvet var proppet fra starten af duoens sæt klokken 01. Og hvor temperaturen i lokalet allerede 15 minutter efter var mærkbart ophedet af det entusiastiske dansegulvs hvirvlen. En hvirvlen, der holdt sig på den pæne side af moshpitgrænsen, hvilket helt sikkert også har noget med musikken at gøre: Det var et mørkt, rullende og interessant sæt, der aldrig kammede over i det hysteriske. Hjulpet smukt på vej af et højtaler-setup, der fik bassen til at hamre i brystkassen og snurre i kinderne.

"With music like this I feel like it's demons coming out of me!" jubler en 27-årig fyr fra Litauen, mens han hopper op og ned ved siden af lyspulten, armene i vejret, begejstret.



I aften peaker Distortion med ugens største fest, Distortion Ø på Refshaleøen – med ni scener og 15.000 gæster. Du kan se nogle af anbefalingerne her (scroll ned). Og hvis du vil høre mere drum'n'bass  så foregår det klokken 00.30 i Tekno Tunnel. Det bliver godt.

Og hvis du VIL feste indendørs i nat? Så er der endnu en meget lovende Off-Distortion-fest på KB18 med Nico Stojan fra Berlin. Og dubtechno (Deeplands live) på Boxen (også en Off-Distortion-ting): Jam the Box#4.

Se en stribe billeder fra Pumpehuset-festen her

ANNONCE