x

Før Roskilde: Her er McCartneys 11 bedste sange

Før Roskilde: Her er McCartneys 11 bedste sange

"Vælg de 11 bedste McCartney-sange post-Beatles" lød opgaven fra redaktøren. Hmmm…? Kun 11 sange ud af det kæmpe-katalog? Heldigvis er "bedste" ikke lig "hits" – så ville opgaven næsten være for bundet. "Bedste" er derimod genstand for fortolkning – og med McCartneys mega sanglager skifter det med sind, stemning og tid. I hvert fald hos mig. Så bortset fra en håndfuld "stensikre klassikere" er listen et bud på indblik i McCartneys alsidige musikalitet, og lige så stensikkert: oplæg til diskussion: Om Wings, store udeladte perioder m.v. Uanset hvad: Vi ses på Dyrskuepladsen lørdag aften.

1. Maybe I'm Amazed (Paul McCartney - McCartney) – 1970

Udkom blot en uge efter, McCartney fortalte om Beatles' opløsning. En meget broget affære af et album med flere overskudsvarer fra den sidste Beatles-tid. Og det lød sådan – men med Maybe I'm Amazed som en klassiker, der ville have klædt ethvert af de senere Beatles-albums. McCartney er bag både pianoet og guitaren i denne sejlivede slow-rocker med sårbarhed, tvivl og desperation – og med sprøde Abbey Road-guitar, der ikke skjuler, hvem der var multiinstrumentalisten i The Fab Four.

2. Uncle Albert/ Admiral Halsey (Paul & Linda McCartney - Ram) – 1971

Med Ram havde McCartney fået det kreative overskud igen efter Beatles-opløsningen på et homemade album, der både er charmerende. loose og eksperimenterende. Og midt i heftig rock, Beach Boys-pastiche og herlig jazzy country er Uncle Albert/ Admiral Halsey en ny sammensyet McCartney-stjernestund (som på Abbey Road), hvor adskillige melodifragmenter, torden, telefon-bimlen, barne-rim m.v. bindes sammen fra det melodisk drømmende til et medrivende, skørt-skønt omkvæd.

3. Live And Let Die (Wings – Wings Over America) - 1973

Bunden opgave til den første James Bond-film med Roger Moore og skabt, mens Wings var ved at indspille debut-albummet Red Rose Speedway. Den glimrende fortælling og dramatiske rocker understregede, at McCartney også magtede den slags opgaver, og sangen endte som det indtil da største Bond-hit. Og lad os bare tage udgaven fra Wings Over America, som er lige så stærk og pompøs som soundtrack-originalen – den er fra det live-album, jeg trods alt også købte, selv om Wings aldrig rigtig blev min kop te med deres pop og plastik-klange. Dengang – som nu. Men jeg skal nok klappe med lørdag også til Band on The Run - mens jeg venter på den næste Beatles- eller solo-sang…

4. Here Today (Paul McCartney – Tug of War) – 1982

McCartney kastede for alvor Wings' pop-formler af sig med solo-eksperimentet McCartney II, og på efterfølgeren Tug Of War hankede han op med Beatles-producer George Martin igen. Til blandet resultat, indrømmet – Ebony And Ivory hører f.eks. ikke til mine klassikere, overhovedet! – men der er sager på denne skive, som viser McCartneys kvaliteter: Titelsangen, piano-hymnen Wanderlust og så Here Today med sin akustiske varme hilsen til John Lennon. Enkel McCartney-sentimentalitet lige i skabet.

5. Calico Skies (Paul McCartney - Flaming Pie) - 1997

McCartneys lange søgende og meget ujævne periode slutter med udgivelsen af Flaming Pie. Alle de behjertede forsøg i mellemtiden med bl.a. Elvis Costello som kreativ modpol lykkedes kun delvist: Men arbejdet med Beatles' Anthology-serie gav angiveligt McCartney lyst til at satse på det nedbarberede og umiddelbare. Et slidstærkt album skabt på basis af enkle akustiske oplæg, hvor den fine, folkede kærlighedssang Calico Skies står sig specielt flot ved siden af If You Wanna og Young Boy's afslappede, drivende rock a la Traveling Wilburys. For bare at tage et par eksempler. Det rigeste McCartney-album i mange år.

6. How Kind Of You (Paul McCartney - Chaos And Creation in The Backyard ) – 2005

Et album med kvaliteter som Flaming Pie og sange, der voksede længe efter første lyt. Der er flere sange her, der higer efter at blive fremhævet: Piano-rockeren Fine Line og Blackbird-agtige Jenny Wren, men jeg har altså et specielt svagt punkt for How Kind Of You i sit eftertænksomme svæv skabt af piano og harmonium og med klassiske (Beatles-)udviklinger i akkorder og sangstruktur undervejs uden at være overlæsset. Mums.

7. Only Mama Knows (Paul McCartney – Memory Almost Full) – 2007

Stærk medrivende rocker fra et ellers noget ujævnt album påbegyndt i 2003 og først færdiggjort efter Chaos And Creation in The Backyard (2005), der indholdsmæssigt havde referencer til barndom, skilsmisse og livets slutning. Når nu der kun er så få titler til rådighed, bliver Only Mama Knows samtidig eksponenten for rockeren Paul McCartney – ikke bare de selvskrevne stærke sager gennem karrieren, men også kærligheden til rockens ophav på Choba B CCCP (1988) og Run Devil Run (1999).

8. Sing The Changes (The Fireman - Electric Arguments) – 2008

McCartney havde to gange tidligere udgivet udspil med (dub-)producer Youth under The Fireman-paraplyen, men denne tredje gang er den elektroniske eksperimenteren byttet ud til fordel viderebearbejdning af McCartney-skitser. Sing The Changes er ukompliceret, umiddelbar, vellykket, glad pop, og kan tages som et første tegn på den mere løse, knap så kontrollerede tilgang McCartney har haft til sig selv de senere år (Foo Fighthers, Rihanna/Kanye West og ikke at forglemme allernyeste New). Men lyt i det hele taget til Electric Arguments: Legesyg, glad musik og ikke løsere end formen er der.

9. My Valentine (Paul McCartney – Kisses On The Bottom) - 2012

Utrolig smuk og melankolsk ballade skrevet til McCartneys nuværende kone Nancy Shevell. Lavet i enkel gammeldags jazzy balladestil – som med piano, tyste strygere og Eric Clapton på akustisk guitar passede elegant ind i "Kisses On The Bottom"s hyldest til det musikalske ophav fra 30-50'erne som McCartney (og Beatles) også var fostret af. Ingen krumspring. Bare enkel og flot.

10. Hosanna (New) – 2013

Skøn, varm kærlighedssang på et tyndt, psykedelisk vævet tæppe af sitar-lignende synths, vendte bånd rækker både tilbage til 1966-67 og til nuet.

11. Road (New) – 2013

Og jo, der skal to numre med fra New, for nu er der gået to år og de sange holder stadig – både kompositorisk og produktionsmæssigt. Et album der har McCartney i overskudsagtig form til den glade pop, medrivende rock, eftertænksomheden – og med sine fire producere til at trække i udtrykket forskellige retninger altså også åben for eksperimenterne. Underspillede, pulserende Road er bare et eksempel på det sidste med sin jazzy, bigbeatlignede forløsning – efterfulgt af smukke følelsesblottede Scared som akustisk hidden track. McCartneys mest vellykkede album siden Flaming Pie – mindst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA