Nyhed

Years & Years kommer til Danmark

Det albumaktuelle britiske electropopband gæster København til efteråret

"King"-hitmagerne lægger turen forbi København tirsdag den 24. november, hvor der spilles op til fest i Store Vega. Billetter kan købes i forsalg fra på onsdag den 26. august lige her.

Med forsanger Olly Alexander i front tager de deres debutalbum "Communion" med til manddomsprøve, da de nu skal fylde over dobbelt så mange pladser ud, som da de i april fyldte Pumpehusets 600 pladser.

I juli gæstede de ligeledes Aarhus og NorthSide-festivalen. Det fremmødte festhungrende publikum var væsentligt nemmere at overbevise end vores anmelder, der kun skænkede electropopperne to stjerner. 


"Communion" udkom i juli, hvor det fik en pæn modtagelse. Albummet efterlod et bedre indtryk end NorthSide-koncerten hos vores anmelder, der denne gang gav fire stjerner og skrev følgende: 

"Der er et par decideret fremragende popnumre på bandets debut (Take Shelter, King, Desire, og Worship), som ganske velfortjent er blevet kæmpe hits, både i Danmark og især også i drengenes hjemland England. Forsanger Olly Alexander har en perfekt pitchet stemme til genren, og sangskrivningen holder sig generelt på et rigtigt solidt niveau."

Lyt til "King", der er sjette og nyeste single fra "Communion":

ANNONCE